Pages Navigation Menu

Skiferie, hvor skal vi tage hen?

Skiferie, hvor skal vi tage hen?

Familievenlige Østrig

Østrigs skiområder giver utallige muligheder til både voksne og børn for, at alle ønsker til skiferien i uge syv bliver opfyldt, og dermed kan grundlægge en vinterferie tradition for hele familien. Der findes mange skiskoler med dygtige instruktører, hvor børnene gennem leg og sjov lærer at stå på ski. Gratis skikurser og liftkort til børn er ofte en del af skiskolerne. De såkaldte skiklubber sørger for masser af sjov og leg for de mindste, og byder på børnepasning, mens forældrene nyder en tur på pisten uden børn. Her står den på børnebio, fester eller andre sjove indendørs og udendørs aktiviteter for de mindste. Disse fremragende forhold gør, at Tirols skiområder sætter rammerne for en attraktiv skiferie for hele familien, og garanterer at skiferie med børn også byder på “voksentid”.

Italien, ski og lækker forplejning

Italien er kendt for bjergkæden Dolomitterne, hvor skiområdet har over 1.200 km. pister, og så er et godt italiensk måltid heller ikke at kimse af, når man har brændt kalorier af, ved en god dags leg og skiløb.

Tæt på og kort transporttid

Sydsverige har perfekte destinationer, når familiens mindste skal stå på ski for første gang, eller hvis formen lige skal pudses af inden årets store skiferie. Alt sammen i overkommelig køreafstand fra Danmark.

I Sverige fødes man som bekendt med ski under fødderne, men det gør vi ikke i Danmark. Det ved svenskerne godt, og de er godt trænet i at håndtere danskere på ski for første gang. Instruktørerne på skisteder i hele Sverige bliver særdeles godt uddannet til både at give en nybegynder på seks år selvtillid og færdigheder og til at udvikle en voksen skiløbers teknik. En ekstra bonus på de sydsvenske destinationer er, at de fleste af instruktørerne er gode til at kommunikere på dansk.

Sydøstlige Frankrig

I den sydøstlige del af Frankrig findes højtbeliggende skiområder, hvor mange er sammenhængende, og derfor kan udforskes i det uendelige, med ture til nye områder hver dag. Her er masser af skiområder med mange blå pister, der egner sig godt til børn og nybegyndere samt skiområder, hvor hovedparten af pisterne af røde og sorte. Her kan de erfarne skiløbere blive udfordret på de mange pistekilometer og de store off-piste områder.

Oppe i Norge…

I de højtliggende skiområder i Norges fjelde varer sæsonen et godt stykke ind i foråret, og de gletsjerbaserede skiområder er endda åbne for sommerski. Der er langrendsløjper og alpine pister over hele landet, men de største og mest populære skidestinationer ligger i fjeldene i det centrale og østlige Norge. Her finder du, ud over masser af lifter, pister og langrendsspor naturligvis, også gode overnatningsmuligheder, udmærket mad og et heftigt natteliv.

De norske skiområder er udstyrede med alle moderne bekvemmeligheder, og de børnevenlige områder sikrer tryghed for alle på skiferien. Tag din familie med op til toppen og stå på ski hele vejen ned sammen.

Langrend i Sverige

Sverige byder på et stort udvalg af gode langrendsdestinationer. Her kan du enten udfordre din form maksimalt – evt. træne til verdens ældste skiløb, Vasaløbet, eller du kan nyde en rolig og afstressende hyggetur i snelandskabet med madpakker og termoflasker med varme drikke. Hyggelige og fine naturoplevelser venter forude på langrendstur, og har du små børn, kan de komme med og sidde trygt og godt i pulken.

Har I overvejet Polen?

De polske bjergområder er ideelle for skiløbere og snowboardere. I landets sydlige del er der adskillige skisportshoteller, nogle har en lang tradition, mens andre er åbnet for nylig.

Zakopane er Polens vinterhovedstad beliggende i det sydlige Polen, tæt på grænsen til Slovakiet i Tatra-bjergene. Uanset hvilken tid på året tiltrækker Zakopane turister fra hele verden med sin unikke atmosfære. Et paradis for skiløbere og snowboardere. Bjergbyen har piste, der passer til alle niveauer samt spændende, årlige ski-hop-konkurrencer.

Kilder: Visit Tirol, Visit Sweden, Visit Norway, Visit Polen

 

Følg os på Facebook og Instagram