Pages Navigation Menu

Sådan bliver det nemmere at lave madpakker

Sådan bliver det nemmere at lave madpakker

Af Rose Maimonide

Forestil dig, at du uden de store anstrengelser kan lave en sund og lækker madpakke, som dit barn glæder sig til at skulle spise. Det er faktisk slet ikke svært. Du skal blot lære at sætte det lidt i system, så du også på travle og trætte dage kan lave de madpakker, du egentlig gerne vil.

Hop ud af rugbrødsrillen

Jeg holder af hverdagen” – ja … men holder du også af madpakken? Eller er den noget, som bare skal overstås? Har du det med at putte de samme to halve og en vindtør gulerod i dit barns madkasse? Jeg ved godt, at du sikkert ikke har tid til at lave al mulig fancy mad på mokkende mandage og travle tirsdage. Derfor vil jeg vise, hvordan du kan hoppe ud af rugbrødsrillen og nemt lave sunde og sjove madpakker til dit barn.

Madkasse med god kemi

Madkasser af rustfri stål, fryseposer og svanemærket madpapir er gode bud, når du vil pakke madpakken miljøvenligt ind uden kedelig kemi. Svanemærket er din garanti for, at madpapiret er uden de meget sundhedsskadelige fluorstoffer. Brug hellere fryseposer end plastfolie (plastfilm). Fryseposer er lavet til at kunne indeholde både sure og fede ting og det i lang tid. Plastfolie er ikke beregnet til andet end kort kontakt med madvarer. Brug ikke bagepapir til madindpakning, da det indeholder silikonestoffer – også det svanemærkede. Undgå sølvpapir, også kaldet aluminiumsfolie eller stanniol. Det er meget miljøbelastende, både når det produceres og efter brug.

 

Her er byggestenene til en sund, nem og mættende madpakke med fantasi og et strejf af kærlighed.

En sund madpakke indeholder …

* Grøntsager –som gnavegrønt, revet, tilberedt eller gemt i brød, pandekager og frikadeller.

* Frugt – vælg frisk frugt, som er håndholdt eller udskåret, og dejlige bær.

* Protein – i form af for eksempel kød, fisk, bælgfrugter, ost og æg.

* Korn/brød – f.eks. rugbrød, boller eller kogte korn/ris

* Sundt fedt – f.eks. fra tahin (sesamsmør), nødder, mandler, avocado eller olivenolie i dressing.

* Naturlig sund sødme – f.eks. fra tørret frugt, frisk sød frugt, sunde muffins, mørk chokolade og hjemmelavede myslibarer eller daddelkugler.

* Overraskelsen – det lille strejf af kærlighed, som dukker op i madkassen, når man mindst venter det, f.eks. et klistermærke eller en sød hilsen.

Mindst 1⁄3 af madpakken, måske mere, skal helst være solide protein- og fedtkilder, som er vigtige for at holde blodsukkeret stabilt dagen igennem. [FAKTABOKS slut]

 

Bagværk med hemmelig grønt

Har du prøvet at komme en håndfuld fintrevne grøntsager i pandekager, vaffeldej, brød, boller og kager? Det giver en saftig og rigtig velsmagende krumme, og er en fin måde at give det grøntsagsfornægtende barn lidt sunde sager. Prøv med:

* Græskar * Gulerod * Rødbede * Spinat * Squash * Sødkartoffel (batat)

Du kan altid tilføje et par håndfulde fintrevet gulerod eller squash til det brød og boller, du normalt bager. Prøv dig frem, måske skal opskriften justeres lidt, f.eks. med lidt mere mel. Spinat, som blendes grundigt, egner sig fremragende til dejen til pandekager – de bliver oven i købet flot grønne af det!

 

Fem tips til madpakker uden stress

* Køb stort ind én gang om ugen og husk, at der også skal være til madpakkerne. Det giver mere tid og mindre stress i hverdagen.

* Lav altid for meget aftensmad, og brug resterne til madpakkerne.

* Lav madpakkerne om eftermiddagen eller aftenen, gerne sammen med dit barn.

* Når du har tid, så lav en ordentlig omgang af dit barns sunde yndlingsmad, og smæk det i fryseren, så det er klar til travle dage. Du kan også lave en firedobbelt portion aftensmad til køl og frys eller bygge et lille lager af kærlige overraskelser til madpakken.

* Pak de forskellige dele hver for sig, så holder madpakken sig bedst muligt frisk.

 

widget-roseRose Maimonide Forfatter og ekspert i naturlig sundhed til børn Gratis e-bog og inspiration på www.rosemaimonide.com