Pages Navigation Menu

Rotter på loftet og mus i slikskålen

Rotter på loftet og mus i slikskålen

Rotter på loftet er lidt af et flabet udtryk, og at der har været mus i slikskålen et nogle af os bruger, når mor er ”kommet til” at spise resterne af børnenes fredagsslik, og bagefter skal redegøre for, at slikket er pist væk. Ikke desto mindre vil mange nok foretrække, at de små gnavere forbliver i fjollede udtryk for hvis de, i den virkelige version, invaderer vores bolig, kan de være ganske genstridige at slippe af med igen ─ og selv de sødeste små mus bør bo i naturen eller et dertil indrettet bur.

Af Henriette Rosenthal Muld

Hvis man opdager, at der er rotter på spil på matriklen, er det faktisk ikke en privatsag. Heller ikke selv om man bare har en mistanke om rotter ─ hvis jorden er sparket op omkring brønde og tagnedløb, eller fliserne omkring huset har ”sat sig” ─ har man pligt til at melde det til sin kommune, normalvis den tekniske forvaltning. Pligten påhviler alle borgere – både grundejere og lejere. For lejere er det altså ikke tilstrækkeligt kun at sige det til viceværten eller varmemesteren. Derefter er det kommunens opgave, at få tilkaldt den kommunale rottebekæmper til at løse opgaven.

Sådan er det desværre ikke, hvis det er mus der er rykket ind på ejendommen. Kommunen hjælper gratis med rottebekæmpelse, mens man selv skal sørge for at slippe af med mus, derfor er det vigtigt at kende forskel på rotter og mus.

Rotter eller mus?

Hvis man har rotter, er man sjældent i tvivl om det, for rotter efterlader en skarp og ubehagelig lugt, der kan minde om kloaklugt eller lugten af svinestald.

Udover lugten, så efterlader rotter også sikre tegn i form af cylinderformede ekskrementer, der er sorte eller brunlige og cirka 6 millimeter tykke og omkring 17 millimeter lange, hvilket vil sige en del større end dem mus efterlader sig.

Rottens fodspor er betydeligt større end musens og der vil ofte tegne sig et aftryk efter rottens hale mellem fodsporene. Derudover kan du kigge på huller, som er større end musehuller og hvis der eksempelvis er gnavet i rør i nærheden af hullet er det nok en rotte, der er på spil.

Brug rottegift med forsigtighed

Rottegift skal aldrig udlægges, så andre dyr end rotter kan komme i forbindelse med giften. Rovfugle og rovpattedyr optager rottegiften, når de fanger og æder rotter og mus og derfor er det er et krav, at rottegift udlægges i foderkasser, hvilket er med til at forhindre de utilsigtede forgiftninger.

Skulle det alligevel ske, at en hund æder rottegift, eller en rotte hvor man har mistanke, om at den kan have spist rottegift, så opsøg straks en dyrlæge. Hvis muligt, så medbring pakningen fra giften. Fortæl dyrlægen, at hunden har ædt rottegift, som indeholder blodkoagulationshæmmende stof, og at K1-vitamin kan benyttes som modgift. Virkningen af forgiftningen ─ indre blødninger ─ vil normalt først indtræde tre til fire dage efter, at hunden har ædt rottegiften.

Må kun bruges til bekæmpelse af klarlagte problemer med rotter

For at reducere risikoen for sekundære forgiftninger, når et rovdyr spiser en forgiftet rotte eller mus, har EU og Miljøstyrelsen besluttet, at der ikke længere må foretages forebyggende, men udelukkende bekæmpelse, med antikoagulant muse- og rottegift.

 

Miljøstyrelsens 10 råd til hus uden mus

Tag problemer med mus i opløbet: Luk husets smuthuller og sæt fælder op, hvis musene er kommet indenfor. Forgift som sidste udvej. Giften kan sprede sig til andre dyr udenfor. Og du kan stå med et nyt problem inden døre – stanken af rådden mus.

  1. Tjek huset for huller

En mus behøver kun 7 mm for at presse sig ind i huset. Luk huller og sprækker til med sammenpresset kyllinge- eller hønsenet. Sørg også for, at kældervinduerne er lukkede, at ruderne er hele, at alle ventilationsåbninger er forsynet med trådvæv og at døre slutter tæt.

  1. Gem mad og affald

Mus går efter madrester og affald. Opbevar madvarer i køleskabet eller i lukkede glas- eller metalbeholdere. Det gælder især for sommerhuse. Sørg for, at der ikke står køkkenaffald fremme, som musene kan kaste sig over.

  1. Vælg fælde efter musen

En smækfælde til f.eks. en husmus vil ofte være for lille til en halsbåndmus. Brug derfor store (rotte)fælder til halsbåndmus. Materialet spiller ikke den store rolle, men fælder af metal eller plast holder ofte længere end træfælder. Det er mere effektivt med flere fælder i få dage end få fælder i mange dage.

  1. Placer fælden hvor musen er

Placer fælderne vinkelret ud fra paneler og vægge med udløseren vendt ind imod væggen. Pas på at hund og kat ikke kommer i nærheden af fælden.

  1. Brug den rigtige lokkemad

Til husmusen kan lokkemaden være leverpostej eller pølse, mens halsbåndmusen bedre kan lide nødder eller mandler. Begge mus kan lokkes med rosiner eller et stykke frisk æble. Ost er ikke velegnet, da det hurtigt tørrer ud og taber lugten.

  1. Benyt engangshandsker

Brug altid engangshandsker, når du har med mus eller fælder at gøre. Pak den døde mus ind i et stykke avispapir eller en plastpose og smid den i skralde-spanden.

  1. Vælg musegift med stoffet chloralose

Musegift, der indeholder stoffet chloralose er ikke giftigt for de større dyr, der spiser døde mus. Chloralose er dog giftigt for fugle, så opsaml eventuelle døde mus med det samme. Undgå produkter med følgende stoffer: Bromadiolon, brodifacoum, difenacoum og flocoumafen.

  1. Køb gift, der er indkapslet i en beholder og brug foderstationer

Køb gift, der er indkapslet i en beholder eller brug foderstationer. Det kan for eksempel være en museautomat eller en lokkeboks. Du kan også købe gift og en foderstation sammen – en såkaldt musegiftboks. Det betyder mindre spild og risiko for dig, dine børn, husdyr og andre dyr i naturen.

  1. Læs etiketten og følg brugsanvisningen

Etiketter kan se meget forskellige ud, men de skal indeholde oplysninger om indholdsstoffer samt korrekt og sikker brug. Pas på, at dine børn og husdyr ikke får fat på giften eller den forgiftede mus.

  1. Fjern døde mus

På musegiftens etiket kan du se, hvordan du skiller dig af med forgiftede døde mus. Smid dem aldrig i naturen, hvor fugle og dyr kan finde dem.

Kilder: mst.dk, skadedyrsbranchen.dk