Pages Navigation Menu

Overvægt får dit barn til at bevæge sig mindre

Overvægt får dit barn til at bevæge sig mindre

Nyt studie fra Forskningscenter OPUS på Københavns Universitet viser, at overvægt får børn til at være mindre aktive. Resultaterne understreger, at forældre til overvægtige børn har en særlig opgave med at holde dem aktive, fordi fysisk aktivitet er vigtig for børnenes generelle sundhed. Samtidig viser studiet, at slanke børn ikke bliver overvægtige af manglende motion.

Børn der spiller computer

Børn med øget fedtmasse nedsætter over tid deres fysiske aktivitetsniveau og bruger mere tid på stillesiddende gøremål, såsom at se tv og spille computer. Manglende fysisk aktivitet eller for meget tv og computer får derimod ikke normalvægtige børn til at tage på. Det viser et nyt stort studie, der netop er publiceret i det internationalt anerkendte tidsskrift ‘International Journal of Obesity’.

Ny viden om sammenhængen mellem fysisk aktivitet og overvægt

Studiet giver helt ny viden om sammenhængen mellem fysisk aktivitet og overvægt, fordi det undersøger forsøgspersonernes udvikling over tid. I modsætning til dette har langt de fleste andre studier målt aktivitet og overvægt på samme tidspunkt, hvilket gør det umuligt at sige, om det er aktiviteten, der påvirker overvægten eller overvægten, som påvirker aktiviteten: – Det særlige vi har gjort er at indlægge en periode på seks måneder mellem vores måling af aktivitet og måling af overvægt. Derfor kan vi sige, hvordan overvægtiges aktivitetsniveau udvikler sig hen over et halvt år, siger Mads Fiil Hjorth, der forsker i fysisk aktivitet, søvn og fedme ved Forskningscenter OPUS på Københavns Universitet.

Mads Fiil Hjorth understreger, at fysisk aktivitet har stor værdi for børn: – Selvom vores studie blandt andet viser, at manglende fysisk aktivitet og meget tv og computer ikke får børnene til at tage på, så er fysisk aktivitet naturligvis på mange andre måder rigtig godt for børns generelle sundhed og velvære. Men det har vi bare ikke fokuseret på i dette studie. Vi har i stedet udelukkende fokuseret på sammenhængen mellem fysisk aktivitet og fedtmasse.

Ikke kun de overvægtige i farezonen Lektor Anders Sjödin, der leder OPUS’s undersøgelser af børnenes aktivitetsmønster, pointerer yderligere, at problematikken også er relateret til en del af de normalvægtige børn: – Det var ikke kun de børn, som man i klassisk forstand vil definere som overvægtige, der havde en dårlig udvikling i deres aktivitetsniveau. Det var også de normalvægtige børn med lidt større fedtmasse, siger Anders Sjödin og fortsætter: – Så der er ingen tvivl om, at har man et barn med lidt for meget på sidebenene, så skal man som forælder være meget opmærksom på, at barnet opretholder sit aktivitetsniveau. Metoden I studiet blev over 600 børn fra 3. og 4. klasse udstyret med en aktivitetsmåler i 2 gange 7 døgn. De bar aktivitetsmåleren ved starten af projektet og igen ved projektets afslutning 6 måneder senere. Måleren kunne registrere børnenes aktivitetsniveau døgnet rundt. Disse målinger blev sammenholdt med en måling af børnenes fedtmasse ligeledes ved starten og afslutningen af projektet. Det viste blandt andet, at børnene med størst fedtmasse reducerede aktiviteten mest i løbet af det halve år.

 

Kilde: Københavns Universitet