Pages Navigation Menu

Øko-køerne slippes fri på søndag d. 23. april

Øko-køerne slippes fri på søndag d. 23. april

På søndag giver de økologiske køer en forårskåd danseopvisning. Øko-gårde over hele landet inviterer danskerne med, når stalddørene åbnes, og køerne bliver lukket på græs til Økodag – Danmarks største nationale fødevare- og landbrugsbegivenhed. Den officielle åbning af eventen finder sted på gården Sommerbjerg i Ejstrupholm og er en del af Aarhus Kulturby 2017.

Søndag den 23. april er danskerne inviteret til forårsfest med de økologiske malkekøer. 65 økologiske gårde over hele landet inviterer til Økodag, hvor man kan opleve øko-køerne danse af begejstring, når de bliver lukket ud på græs efter en vinter i stalden.

– På søndag åbner økologerne dørene og viser deres landbrug og glade øko-køer frem for omverdenen – så danskerne kan se og mærke hvilken forskel, de gør, når de vælger økologi. Økodag markerer alliancen mellem de økologiske landmænd og forbrugerne og sætter fokus på, hvad vores mad handler om: at den kommer fra jorden, at der står mennesker bag, og at dyrene skal have et godt liv, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, der personligt glæder sig meget til dagen.

– Økodag er en festdag for både de økologiske køer og de tusindvis af danskere, der deltager. Oplevelsen er lige magisk hvert år: Synet af de begejstrede dyr, der ligesom speedway-kørere gasser op i højspændt forventning før de slippes løs i deres rette element – på frisk forårsgræs under åben himmel, siger han og understreger, at alle økologiske køer er på græs i sommerhalvåret.