Pages Navigation Menu

Nærvær og ro i familien

Nærvær og ro i familien

Med tiden er det ikke blevet lettere samle familien og skabe et fælleskab.

Af Henriette Rosenthal Muld

Sociale medier og lange arbejdstider stiller sig i vejen og hvis man ikke er opmærksom bliver udfordringen til et decideret problem, som alle i familien kommer til at lide under. En erfaren familieterapeut kan være løsningen, gerne før familielivet kører helt af sporet.

Psykoterapeut Birgit Bertelsen møder ofte frustrerede forældre i sin konsultation. Forældrene er fortvivlede over tilspidsede situationer i hverdagene, hvor børn og forældre får malet sig op i hvert sit hjørne.

Konkrete råd til en lettere hverdag sammen

Det vigtigste og gennemgående problem i børnefamilier er mangel på tid og nærvær.

I en børnefamilie med fuldtidsarbejdende forældre er det ikke mange vågne timer, man tilbringer sammen. Et par timer om morgenen og måske tre-fire timer henover eftermiddag-aften til det bliver puttetid.

De få timer vil vi gerne gøre så hyggelige som muligt og derfor falder vi nemt i nogle fælder, som kan undgås hvis vi er opmærksomme på dem.

Ro, rytme og regelmæssighed. Oldgamle råd, som stadigvæk er utroligt aktuelle i dag. Det er hvad de fleste børn trives bedst med. I hverdagen betyder det at børn bliver trygge og rolige, hvis de ved, hvad der skal ske, hvornår. Morgenrytme, der er nogenlunde ens hver dag – giver børn, der kan overskue deres morgen og det giver et roligt forløb.

Travle hverdage giver mange forældre dårlig samvittighed, og med den hængende over hovedet, får man svært ved at stille krav til sine børn. Man prøver, at skøjte lidt let henover problemer, men det giver dårlig trivsel og ender ofte med et brag.

Der findes nogle helt enkle ting, man kan gøre for ikke at få sin egen travlhed til at forplante sig til børnene. Vi er selv vant til at være effektive, men det er børn ikke.

Om aftenen er en velkendt rutine også medvirkende til, at der ikke skal diskuteres hver aften om hvor meget TV eller Ipad, eller hvornår der skal puttes. Hvis barnet kender sin aftenrutine, vil det give ro og god stemning – for der skal ikke diskuteres hele tiden om hvad og hvornår.

– Børn har brug for tid til at indstille sig på, at om lidt skal der ske noget andet end det, der foregår lige her og nu. Om aftenen når barnet sidder og leger dur det ikke at sige: ”kom, du skal have børstet tænder og i seng”. I mange tilfælde er barnets helt naturlige svar et rungende ”nej”. Her synes jeg at æggeuret er en fantastisk opfindelse. Sig til barnet, at når æggeuret ringer om fem minutter, sætter man det på endnu fem minutter og derefter er det tid til at pakke legen sammen. På den måde sætter man nogle rammer hvor barnet har mulighed for at indstille sig på at ”lige om lidt skal der ske noget andet”.

Jeg opfordrer også til, at forældre tager sig tid til at læse godnathistorie for barnet – bare 15 minutter. Det er en stjernestund, hvor man virkelig har mulighed for at skabe en god forbindelse mellem barn og forælder. Det skærer i mit hjerte når jeg hører, at børn bliver overladt til at falde i søvn til fjernsyn eller Ipad, siger Birgit og fortsætter, – undersøgelser viser også at børns søvn påvirkes på negativ vis, hvis de falder i søvn til skærme.

En anden af tidens store udfordringer er forældrenes on-line liv. Forældre har ofte travlt med, at sætte grænser for hvor meget af sit liv barnet må leve on-line, alt imens mor eller far ofte selv lige tjekker seneste opdateringer eller e-mail på sin smartphone. Alle disse smartphones og tablets stjæler urimeligt meget tid og svækker nærværet i familien. Børn oplever far og mor som meget lidt nærværende fordi de så ofte ”lige” bryder kontakten og kigger på telefonen – så her vil jeg kraftigt opfordre til at forældre udøver lidt selvdisciplin, sætter smartphonen på ”lydløs” og gemmer den væk i en skuffe, indtil børnene er kommet i seng. Prøv selv og se, at det rent faktisk indvirker positivt på familiens trivsel.

 

Hvis du synes, at din familie er udfordret af hverdagen kan du læse mere om Birgit og finde kontaktinfo på www.birgitbertelsen.dk