Pages Navigation Menu

Lus

Lus

Lus der kribler og krabler

Det ville være skønt, hvis vi kunne tale om en enkelt kortere periode som “lusesæson”, men i givet fald ville det omfatte stort set hele året. Efteråret er nu alligevel periode, hvor det kan synes som om, der er et opsving i antallet af de ubudne gæster. Det hænger måske sammen med, at vi igen trækker lidt mere indendørs, og børnene leger tættere sammen.

Af Henriette Rosenthal Muld

De er nogle små blodsugende banditter. Det er lus det handler om, og sjældent har så små, endda vingeløse insekter, givet anledning til så megen frustration i så mange hjem. Bare nogen hvisker ordet lus, sniger ubehaget sig ind på en, og det begynder at klø i hele frisuren og et øjeblik senere langt ned ad nakken.

Hvad er en lus for en størrelse? Lus er små insekter, der når de er nyklækkede, ikke er større end 0,5-1 mm. lange. Voksne lus er 2- 3 mm. lange, og har en farve der kan variere fra at være transparent gråhvid til nærmest sort. Lus kan derfor være overordentligt svære, at få øje på i starten af et “luseangreb”. Lus lægger sine æg helt nede ved hovedbunden, og efter 6-9 dage er små nye lus (nymfer) klar til at indtage rollen som virkelig irriterende gæster i hovedbunden. Æggene klistrer fast til hårstrået og ses ofte som små hvidlige perler på hårstrået. Helt nede ved hovedbunden til en start, senere længere ude på håret efterhånden som det vokser. Æggene falder ikke af sig selv, for de er fæstnet til håret med en slagt klistret kit og skal skrabes af med en tættekam. Når ægget udklækkes, lever nymfen af blod, som den suger i hovedbunden, flere gange om dagen.

Skal vi stikke hovederne sammen? Helst ikke, for det er ved tæt kontakt, lusene kravler fra det ene hoved over et andet. De har ingen vinger og kan derfor ikke flyve, og hoppe kan de heller ikke. Det er især børn fra 3-10 år der får lus, hvilket ikke overrasker, da det er alderen, hvor man leger sammen, gerne i tæt kontakt med hinanden. Renlighed er en dyd, men rent hår afholder ikke lusene fra at stifte bo i hårpragten. Lus kan nemlig godt lide rent hår hvilket man ikke troede på i gamle dage. Lus lever af blod og ikke af snavs. Lus kan leve ca. 3 uger, og i den periode lægger hunlusen 5-8 æg om dagen. Det kan hurtigt blive til en anseelig mængde, som trives fint så længe der er adgang til at suge blod. Hvis lus kommer væk fra hovedbunden kan de overleve op til 48 timer. Overlevelsestiden afhænger af temperatur, fugtighed, og hvornår de sidst har spist. Lus der falder ud af håret, vil dog hurtigt blive svækket på grund af udtørring og mangel på føde og udgør derfor ingen fare. Når børn leger sammen sker det ofte at der bliver byttet rundt på huerne, når de suser ud af døren for at lege. Da man ved, at lus kan smitte fra kamme, børster, og huer, der bruges af flere personer inden for et kort tidsrum, er det en god idé at lære børnene, det smarte i at fange den rigtige hue på knagen i skyndingen.

Klør det? Når det klør, er det fordi man får en allergisk reaktion der hvor lusen bider og efterlader sit spyt. Det er langt fra alle der oplever kløe, så et jævnligt lusetjek er altså nødvendigt, for at opdage et luseangreb. “Jeg fik et chok, da min datter på otte år, satte sig på skødet for at få en “krammer”, for da jeg kærligt lod mine hænder glide gennem hendes lange hår, og derved skilte håret ad i hovedbunden, åbenbaredes en frygtelig bunke lus, som tydeligvis havde boet trygt og fint i længere tid. Det havde ikke kløet overhovedet, hvilket jeg faktisk ikke forstår. Vi fik godt nok noget at se til, for lusene havde ikke tænkt sig at opgive uden kamp”, Anne Hansen mindes en tid, med temmelig mange timers hårvask og kæmning af en hårpragt, som blev mere og mere slidt i kanterne.

Lus smitter! Hvis man finder lus hos en i familien, er det vigtigt at undersøge alle familiens medlemmer. Husk også at give besked til skole, institution og andre som har været i tæt kontakt til familien. Det er kun ved at tage et fælles ansvar og med en fælles indsats, man kommer de små bæster til livs.

Faktaboks: På www.sst.dk kan du finde Sundhedsstyrelsens vejledning om hovedlus