Pages Navigation Menu

Livet i en plejefamilie

Livet i en plejefamilie

Mange af os har strejfet tanken: Vi trives så fint i familien, at kunne det ikke være fint at få et plejebarn? Når man selv har et stabilt og velfungerende familieliv, er det en rar tanke, at dele ud af overskuddet til et barn der kommer fra svære vilkår. Der er både meget glæde ved at blive plejefamilie, men også store udfordringer, fordi børn der fjernes fra hjemmet, ofte har en tung bagage i form af svigt fra voksne, som ikke har formået at give barnet en tryg start på livet.

Af Henriette Rosenthal Muld

Det er vigtigt at have et stort hjerte og en god portion rummelighed, når man vælger at blive pleje- eller aflastningsfamilie.

Børn der fjernes fra hjemmet, har ofte haft voldsomme oplevelser og har oplevet alvorlige omsorgssvigt, så man skal være klar over, at det kræver stort overskud og indsigt, at byde sådan et barn velkommen i familien.

Børn & Fritid har talt med Kate, der sammen med sin mand Klaus har været plejeforældre siden 2008. Her fik vi et indblik i hvilke tanker de gjorde sig, da de blev opfordret til at blive plejefamilie, og i en plejefamilies hverdag.

Hvad fik jer til at beslutte at blive plejefamilie?

– Jeg har altid arbejdet i sundhedssektren, både i børnepsykiatrien og som leder i ældreplejen. Sammen med min mand Klaus, drev jeg også et vikarbureau inden for ældre- og sundhedsområdet. Det gav os et stort netværk, hvilket medførte at vi en dag blev spurgt om vi kunne tænke os at blive plejeforældre for et sæt tvillinger, som var et halvt år gamle. Vi ville umiddelbart gerne sige ja, men syntes at det var vigtigt at drøfte beslutningen med vores to børn, Amalie som den gang var 13 år og Christian som var 11 år. Det var en opgave som ville inddrage hele familien. Derfor var det vigtigt, at de forstod hvad det indebar, blandt andet, at skulle dele sine forældre og bedsteforældre med de to små plejebørn. Vi blev enige om, at vi var klar til at udvide familien og fik faktisk ret hurtigt de små, en dreng og en pige overdraget, fortæller Kate.

Det var en trist historie, om en mor der blev alvorligt syg, og en familie der ikke kunne tage sig af børnene i en periode, der var årsagen til at tvillingerne måtte flyttes hjem i en plejefamilie. Efter tre år kunne børnene komme tilbage til deres familie igen, der i mellemtiden havde fået etableret sig på ny, og igen havde overskud til at tage vare på børnene. I løbet af årene, var dørene hos Kate og Klaus altid åbne for tvillingernes biologiske familie, som måtte besøge børnene alt det de ville, og det er nok lidt usædvanligt i en sag om anbragte børn.

Det var ikke nemt at sige farvel til tvillingerne efter tre år. Alle i familien var kommet til at holde uendeligt meget af de små, også Amalie og Christian, som behøvede tid til at få bearbejdet oplevelsen. Derfor holdt familien en lille pause på fire måneder, før de igen var klar til at byde nye børn velkommen i familien.

Fra fire til syv

I dag er familiens syv personer samlet om spisebordet. Tre små piger på henholdsvis fire, ni og ti år rykkede i 2012 ind i hvert sit værelse hos familien.

Efter I måtte vinke farvel til jeres første plejebørn efter kun tre år, hvilke tanker gjorde I jer da om at fortsætte med at være plejefamilie?

– Vi havde talt om, at det ville være hårdt at gentage, men det er ret usædvanligt at børnene har mulighed for at komme tilbage til sin biologiske familie. Det er en alvorlig sag at anbringe børn udenfor hjemmet og det gør man ikke, uden at der er uløselige problemer til stede i familien. Det er jo langt at foretrække, at man støtter familien til at fungere sammen, og det er kun når det ikke kan lykkes, man fjerner et barn fra sine forældre.

Som plejefamilie har vi mulighed for løbende støtte og vejledning hos en tilknyttet psykolog, og det gælder også i spørgsmål om Amalies og Christians trivsel i forhold til vores familieudvidelse.

Derudover er der obligatorisk videreuddannelse hvert år, så man er klædt bedst mulig på i forhold til at skabe gode trygge rammer for børnene.

Vores tre piger kommer fra forskellige familier, og har hver sin historie med sig. Jeg har tavshedspligt og kan selvfølgelig ikke fortælle hvorfor, men jeg er sikker på at vores tre piger bliver hos os indtil de bliver store og skal flytte hjemmefra. Indtil da er vores opgave at vise dem kærlighed og omsorg, og at en familie passer på hinanden. De spørger en gang imellem, om man er en familie når vi ser forskellige ud, for det gør vi, men så taler vi om alle de måder man kan mærke at man er en familie. For eksempel, at vi spiser sammen ved bordet, vi tager på ferie sammen, vi holder hvad vi lover hinanden og er omhyggelige med at passe på hinanden – det er familie.

Vi gjorde meget ud af at tale med Amalie og Christian om, at vore tre nye børn, ville have meget brug for alt vores opmærksomhed, for at kunne føle sig trygge i deres nye rammer i en helt ny familie. Det var de helt med på, og jeg er sikker på at de går ud i livet med en indsigt og empati, som de kan bruge i alle livets sammenhænge.

Hvad gør i for at holde energien oppe i familien og jeres parforhold, nu hvor jeres egne børn er store og flyvefærdige og så har tre ekstra børn, der kræver store mængder opmærksomhed og støtte?

Vi gør det samme som andre børnerige familier. En gang imellem tager Klaus og jeg på en lille ”get away”, hvor mormor og Amalie passer børnene i vores hjem, og søger for at dagene ser ud som de plejer. Derudover kan plejefamilier og -børn, når der er helt særligt behov for det, få en aflastningsfamilie tilknyttet, hvor børnene kan komme på weekend en gang imellem.

At være plejefamilie er en livsstil, hvor man er med til at give et eller flere børn mulighed for at komme bedre i vej end barnets biologiske familie, og det er en stor opgave men også en ubeskrivelig glæde, når man kan se at børnene blomstrer op og får drejet livet i en mere positiv retning.

Centerchef i Center for Familiepleje Klaus Wilmann opfordrer alle med lyst til at blive pleje- eller aflastningsfamilie til, at komme ud ad busken. Københavns Kommune samarbejder i dag med mange dygtige og solide familier, men har brug for endnu flere familier med lyst til at gøre en forskel i et barns liv.

– Vi har som kommune brug for at nye mennesker får øjnene op for, at det at være plejefamilie er en livsstil, man også kan overveje. Det er hårdt arbejde, men netop ikke lønarbejde, derfor kalder vi det livsstil. Men samtidig en livsstil, som godt kan kombineres med et aktivt liv på arbejdsmarkedet med karriere og fritidsinteresser.

Det plejefamilier blandt meget andet kan, er at integrere udsatte børn i et ”normalt” liv, med skolegang, fritidsaktiviteter, fødselsdag hos mormor og legekammerater. De kan skabe struktur og rammer og lære børnene at blive sig selv, siger Klaus Wilmann

Kunne I tænke jer, at blive pleje- eller aflastningsfamilie?

Københavns Kommunes, Center for Familiepleje, mangler pleje- og aflastningsfamilier, som bor i eller tæt på København.

Hvis du har lyst og overskud til at byde et ekstra barn velkommen i din familie, og du søger mere viden om, hvad det kræver at blive pleje- eller aflastningsfamilie, så kan du blive klogere her www.centerforfamiliepleje.kk.dk/ eller på Center for Familieplejes side på Facebook.