Pages Navigation Menu

Klæd dig efter din krop

Klæd dig efter din krop

Klæd dig efter din krop

De fleste oplever, at kroppen forandrer sig efter en fødsel. Men ingen grund til frustration. En hade-delle på sidebenene kan med held skjules. Topmaven behøver du ikke trække ind hele tiden, hvis du finder det rigtige tøj. Store amme- bryster kræver også et kritisk blik på garderoben. En stylist giver her nogle enkle, effektive tips til det helt rigtige tøj – og et kærligt spark bagi til dem, der er gået kolde på farver og frisure.

Af Hanne Mikkelsen

Er din bagdel din fordel…? Det kan den blive. Uanset størrelse og form. Vi har vel alle sammen noget, vi ikke bryder os synderligt meget om ved vores krop. Brysterne er for store. For slappe. For små. Benene for brede. Eller for korte. Dansehåndtagene på hofterne er et helvede. Maven ser ud som om du er i fjerde måned. Bagdelen er for rund. Listen er lang, når kvinder klager over deres krop. Men stop! Der er ingen grund til frustration, selv om formerne har forandret sig. Klæd dig efter din krop og du kan se både sexet og smart ud. Det handler helt kort fortalt om at finde sin stil og vise sine bedste sider frem, siger stylist Birgitte Kudahl. – For at kunne gøre det er det afgørende, at du finder ud af, hvad der er dine fortrin og hvordan du bedst fremhæver dem – og populært sagt skjuler resten. En genvej til dét er at overveje, hvad du egentlig gerne vil signalere som kvinde. Hvor er du i dit liv, hvem er du? Jo bedre du bliver til at definere dig selv, din livsstil, din livssituation, jo nemmere får du ved at finde din egen stil og klæde dig rigtigt.

Ingen er håbløse

Det vigtigste værktøj for Birgitte Kudahl er æstetik og kvindelig intuiation i arbejdet som personlig stylist. Hun er uddannet tøjdesigner og har beskæftiget sig med stil og mode i mere end tyve år. Kunderne er oftest helt almindelige kvinder, som længe har drømt om at få hjælp til en ny stil. – I mit arbejde har jeg fået erfaring med de faktorer, som gør, at nogle kvinder bare ser bedre ud end andre. Det handler ikke altid om medfødt udseende. Nogle er naturligvis biologisk smukke, og det er dejligt nemt for stylister i modemagasiner at klæde en størrelse 36 med flad mave på. Men jeg ser muligheder i alle kvinder, selv dem, der på forhånd har dømt sig selv som helt håbløse. Kvinder er utrolig hårde ved sig selv. Men hvis man finder sin personlige stil og modet til at udtrykke sig, som den man er, kan man opnå meget synlige resultater. Normalt bryder Birgitte sig ikke om at give generelle, gode råd til snit og stil. For dét, der gør sig godt på én kvinde med brede hofter er måske håbløst til en anden. Individuel vurdering er altafgørende. Men hun giver her alligevel Børn og Fritids læsere nogle løsninger, som kan kan gøre livet lidt lækrere.

Som udgangspunkt for en god stil er det vigtigt at have grundformen i orden. Det vil sige dit hår, makeup og undertøj.

Hvis du har haft samme frisør i årevis kan det være en god idé at skifte. Vælg en god frisør, som er kendt for god teknisk kunnen og godt øje for, hvad der klæder den enkelte. Gør dig klart, hvor megen tid du kan bruge på styling om morgenen. Medbring gerne et foto af ønskefrisuren.

Mange danske kvinder kan let se blege og triste ud – især om vinteren/foråret. En let makeup kan gøre underværker. Brug derfor minimum en god foundation, mascara, rouge og læbestift eller gloss. Det behøver kun tage fem minutter af din kostbare tid. Med lidt øvelse bliver det ren rutine.

Undertøjet er afgørende for, at resten af tøjet sidder godt. Der findes special undertøj og strømper, som strammer op og ind. Rigtig BH-størrelse er vigtig. En forkert BH kan gøre den store barm større – den skal passe præcist for at løfte. En push-up BH kan være fantastisk til en lille barm.

Stort og løsthængende tøj gør dig bare større. Jeans gør også større. Sort slanker. Husk at lægge mærke til detaljerne på tøjet. Det vil sige lommernes placering, læg, overskæringer, som kan have stor visuel effekt. Detaljer fanger opmærksomheden. Så har du en stor bagdel, men slanke ben kan du med succes købe en helt enkel nederdel og også flytte fokus til eksempelvis strømper og sko. Har du mave så læg mærke til, hvor højt linningen sidder på bukserne og hvor blusen slutter(så der ikke titter en delle frem) Du kan eventuelt flytte fokus fra maven til en flot udskæring på blusen

Prøv alt tøj, før du køber. Brug spejlet flittigt både i butikkerne og derhjemme. Vi genskaber vores figur med tøjet. Prøv også gerne noget, du aldrig har prøvet før. Eksperimenter også med farverne. Her ligger ofte nye og fantastiske muligheder gemt.

Køb din stil Modebutikkerne bugner af tøj i alle farver og faconer. Så indrømmet. Det kan være en helt uoverskuelig opgave. Men også dét er der råd for. Tag din egen personlige stylist med på shoppetur. Det er slet ikke så dyrt, som du regner med. Tværtimod. I sidst ende kan det spare husholdningsbudgettet for rigtig mange halvhjertede forsøg og fejlkøb. – Mange har desværre den opfattelse, at styling kun er for stjernerne – for de rige og berømte, som kan tillade sig den luksus. Det er en skam, for en stylist kan hjælpe alle typer kvinder med en ny, personlig stil, som hun kan bruge hver eneste dag og ikke bare ved en festlig lejlighed. Jeg kan sagtens topstyle en kvinde til rent showoff for en aften, men udfordringen ligger i at give almindelige kvinder en sans for stil, faconer og farver, som de kan bruge hver eneste dag resten af livet. Med andre ord er missionen at gøre mig selv arbejdsløs, siger Birgitte med et grin.