Pages Navigation Menu

Julesødt, julepynt og julegaver

Julesødt, julepynt og julegaver

Mellem glimtende julelys og snedækkede træer, kan man gå på opdagelse i boderne på Tivolis julemarked. Her er der sørget for pynten til årets juletræ og masser af muligheder for at få julegaverne i hus med en æbleskive i den ene hånd og gløgg i den anden.

Julemarkedets boder er fyldt med alt fra søde sager og varme drikke til strik, læder og delikatesser, som er klar til at blive pakket ind og lagt under træet. Mens vintermørket falder på, tænder Tivoli julelys i hele Haven, og lader både hygge og eventyr brede sig. Traditionen tro holder Tivoli sit årlige julemarked fyldt med julelys, honningkagehjerter og meget mere jul. Luciapiger fører lyset frem gennem Haven, og Nøddeknækkeren sørger for juleballet for hele familien i Koncertsalen, mens togene gør stop på julestationen Hjulkøbing. Julemanden og hans rensdyr flytter ind på Pantomimeteatret, hvor den hvidskæggede mand sidder klar til at høre, hvad artige børn ønsker sig i julegave, inden han tager tilbage til Grønland den 24. december. Tivoli julehygger fra den 17. november og helt frem til og med den 31. december.

Jul i den Gamle By i Århus

Oplev julen 17. november 2018 – 1. januar 2019 som danskerne har fejret den i århundreder. Her er juleudstillinger for børn og voksne, historiske butikker og julemarked. Find gaver og nyd en stille stund med julemad, godter og varme drikke.

Julen i Den Gamle By er en skildring af julens historie og den måde, vi har fejret julen på. Oplev hvordan julen har set ud de seneste 400 år i de julepyntede historiske huse, der er pyntet op, og Købmandsgården er indrettet præcis, som den bliver beskrevet i juleklassikeren Peters Jul fra 1866 I Den Gamle By er handel en del af den historiske oplevelse. Her kan du købe varer, der ikke kan fås andre steder. Hver fredag bliver der gjort lidt ekstra ud af julen, med nisser, fortællinger, rundvisninger og julestue.

Juletræet lyser op ved hjælp af kys

Når Tivoli Friheden fra den 17. november 2018 bliver transformeret til et storslået julelandskab, er det tredje gang, at parken inviterer indenfor til Jul i Friheden. Under skæret fra over 300.000 fortryllende julelys kan besøgende blandt andet gå på opdagelse i julemandens værksted, ae hans rensdyr, høre julekoret synge julen ind, spise julemad fra Aarhus Mad og Marked og opleve det nye kærlighedstræ, der lyser op ved hjælp af et kys.

Sidste år fik over 115.000 børn og voksne julelys i øjnene, da de besøgte Jul i Friheden. Igen i år vil det smukke julelandskab få hjerterne til at banke og julestemningen til at flyde med juleklassikere som nisselandskab, kanetur og gløgg samt det nye kærlighedstræ. Et otte meter højt juletræ fylde med LED-lys, der lyser op, når kærligheden spreder sig.