Pages Navigation Menu

Julehyggelige udflugter

Julehyggelige udflugter

En skøjtetur efterfulgt af en kop varm kakao, et stemningsfuldt julemarked, en tur i vinterskoven for at se, om man skulle være så heldig, at støde på små nisser i skovbunden. Juletiden er rykket tæt på, og man kan allerede nu begynde, at glæde sig til alle de hyggelige stunder med familie og venner.

Julemarked på Egeskov Slot

På Fyn ligger Egeskov Slot som afholder et hyggeligt julemarked, hvor man ved mere end 100 markedsboder kan lade sig inspirere af alt fra kunsthåndværk og brugskunst til delikatesser og juledekorationer, som giver inspiration til julen og gavekøb.

I vil kunne opleve Egeskov hyggeligt pyntet inde- og udendørs, så omgivelserne indgyder følelsen af julestemning. Faktisk er der over en kilometer guirlander, der leder vejen gennem de forskellige bygninger.

Det skal være hyggeligt og der skal være plads til et hvil og lidt godt at spise. Derfor er der mulighed for, at slå sig ned med mad og drikke, gløgg og æbleskiver.

Dagen igennem kan man opleve forskellige aktiviteter. Der er selvfølgelig kor med dejlige julesange, man kan møde slotsnisserne Gorm, Thyra og Harald Blålys og meget mere.

Julemarkedet finder sted d. 11.-12., 18. – 19. og 25.- 26. november 2017

 

Skøjtebanen på Frederiksberg Runddel

Hver vinter omdannes Frederiksberg Runddel ved indgangen til Frederiksberg Have til en herlig skøjtebane, hvor man kan udfolde sig på isen hele vinteren.

Der er gratis adgang, alle er velkomne. Har du dine egne skøjter, kan du benytte banen hele døgnet. I dagtimerne kan du leje et par skøjter i skøjteudlejningen.

Pak eventuelt en taske med lidt varmt at drikke og lidt julegodter. For når man har okset rundt på skøjtebanen, er det rart med lidt proviant, der giver fornyet energi ─ og varmen på en særlig kold dag.

 

Velgørende julemarked

Sådan cirka mellem Randers og Viborg ligger Ulstrup Slot. Her kan man komme i julestemning på Lions Club Hvorslevs traditionelle julemarked. Gør en god handel i de mange hyggelige boder, der er opstillet i kælderen under hovedfløjen og i nordfløjen, det hele samlet omkring slotsgården. Man kan også købe juletræer på slotspladsen.

Prøv også lykken i den store Lions-tombola og nyd gløgg og æbleskiver i Riddersalen.

Derudover serveres der kaffe, vand, øl og pølser i kælderen.

Lions Club Hvorslev er medlem af den verdensomspændende Lions organisation, verdens største velgørende organisation. Lions har ingen administrationsomkostninger, så overskud fra aktiviteter går ubeskåret til velgørende formål. Kampen mod blindhed, kampen mod misbrug og nødhjælp ved katastrofer er kerneaktiviteter.

Julemarkedet holder åbent 2. og 3. december kl. 10-16.

 

Juleforestilling for hele familien

Ishøj Teater spiller fra 8. november til 21. december familieforestillingen ”Julemandens Skæg”.

Der er travlt i Julemandens værksted. Den muntre julemand og nisserne er i fuld swing og den store gavemaskine arbejder på højtryk for at opfylde alle børnenes ønsker. Det ryger, og damper, og blinker, og båtter! De kan næsten ikke følge med, og da Julemanden får skægget i maskinen, stopper hele menageriet brat! Pludselig er Julemanden slet ikke sig selv: han er barnlig og hidsig og helt uden skæg! Hvad skal de nu gøre? Det er jul lige om lidt, og nisserne må sætte alt ind på at redde det hele – Får de repareret maskinen? Bliver alle Ønskerne opfyldt? Og finder Julemanden mon sit skæg?

Varighed: 45 minutter. Ishøj Teater, Brentedalen 8, 2635 Ishøj.

 

Jul på Frilandsmuseet

På Frilandsmuseet fortæller vi historien om julens forberedelse og fejring de sidste 200 år med et væld af aktiviteter, teaterforestillinger og julepyntede gårde. Se de pyntede juletræer og stuer, skueborde med 1700-tallets julemad og hør om jules historie på gratis omvisninger. Lær at tro på nisser – især når de driller, og kig ind i herregårdens store køkken, hvor brændekomfuret buldrer, og duften af småkager breder sig. Klip julepynt efter gamle opskrifter, lav spændende pynt af halm og deltag i den store juletræsfest på herregårdens gårdsplads – eller nyd julefreden i museets stille kroge. Besøg julecaféen med masser af julelækkerier og museumsbutikken som bugner af julegaveidéer.

  1. – 3. og 9 – 10. december. Kl. 10-16 (Aktiviteter 11-15). Husk, det er kun de julepyntede bygninger som er åbne. Adressen er Kongevejen 100, 2800 Kgs. Lyngby.

 

Jul i Den Gamle By

I Den Gamle By i Aarhus får du jul som i gamle dage. Oplev julens historie gennem mere end fire århundreder. Overalt er der dækket op og pyntet, som man har gjort det fra 1600-tallet og helt op til 1974. I Den Gamle By kan også du finde unikke gaver i de historiske butikker eller boder og nyde en stille stund med julemad, godter og varme drikke.

Adressen er Viborgvej 2, 8000 Aarhus C.

Kilder: Egeskov.dk, wonderful Copenhagen, Ulstrup Slot, Ishøj Teater, Nationalmuseet, Visit Denmark.