Pages Navigation Menu

Jul uden stress og jag

Jul uden stress og jag

Start i god tid og glæd dig til december i stedet for at frygte for at brække midt over af alt det, som du skal nå at forberede til juledagene.

Det er, som altid, juleaften den 24. december og alligevel kommer det helt bag på mange af os. Det kan nemt resultere i en kort lunte, når makspunktet på stressbarometeret passeres, og det er synd for alle. Måske er 2015 året hvor dette kapløb med tiden og os selv, bør afløses af lidt simpel planlægning.

Af Henriette Rosenthal Muld

I starten af november kan du starte med at kigge julebudgettet igennem. Hvor mange gaver skal du købe, og hvilket prisniveau bør du overholde? Er det dig der står for julemiddagen og de følgende dages festlige forplejning, er det også smart at lave et overslag over prisniveauet for indkøb. Så kan du nå at skrue på knapperne andetsteds, hvis realiteten er, at det bliver dyrere end du umiddelbart havde forestillet dig. En del af de mest almindelige ingredienser til julemiddagen, kan sagtens indkøbes langt tid i forvejen, så det kun er småting der skal suppleres med i sidste øjeblik.

Julegaver til hele familien plus det løse

Det bliver hurtigt til en hel del! Hvis ikke før, så gør det senest i midten af november. Lav en liste over hvem du skal købe julegaver til. Når du har dannet dig et overblik over omfanget af gavekøb, og ved hvem der skal have hvad, så tjek om du med fordel kan købe gaverne på Nettet, og få dem bragt til døren.

De fleste webshops har en glimrende bytte- og returpolitik, og så er det lige så sikkert at handle her, som i de fysiske butikker hvor du bliver trampet over fødderne, og løbet over ende af travle julehorder. Samtidig slipper du også for at løbe ind i nedturen over, at alt hvad du gerne vil give i julegave til dine kære, er mærkeligt nok, det samme som alle andre, og derfor udsolgt.

Julens fester

Er du inviteret til et hav af julefrokoster i diverse selskabelige sammenhænge og på jobbet? Beslut hvilke af dem, du vil deltage i, og hvilke du springer over. I stedet for at styrte afsted og købe dig fattig i nyt tøj til festerne, kan du i stedet for, kaste et blik på veninderne. Måske bruger I samme tøjstørrelse, og tidens ånd er, at ”second hand” er det nye sort. Byt kjoler og få på den måde følelsen af ”nyt” tøj til julens festlige sammenkomster.

juletræDet er jul, det er jul, lad os danse rundt i ring…

Endelig er det juleaften. Og selv børn der på hverdage er umulige at vække vågner kl. 6, for nu er det endelig juleaften. De fleste voksne kan faktisk godt huske, hvor meget kriller man havde i maven som barn, så det er bare med at finde på rare sysler, der kan få dagen til at gå lidt tjept. Heldigvis kan julemiddagen i de fleste hjem forberedes i god tid. Kødet skal oftest langtidssteges og passer derved sig selv. Hvis man kan komme til det, kan det godt betale sig at dække julebordet om aftenen d. 23 når børnene er puttet i seng, for jo mere der er klar til d. 24., jo bedre tid er der til at hygge sig sammen.

Julen er en skøn anledning til at samles, og hvis vi bare starter planlægningen i god tid, er der ingen der behøver, at få sved på panden.

Glædelig jul til alle.

 

 

 

 

 

Følg os på Facebook og Instagram