Pages Navigation Menu

Hvornår må baby sove udendørs

Hvornår må baby sove udendørs

Andre folkeslag er dybt forbavsede eller ligefrem forargede over den fast forankrede tradition med at lade vores guldklumper sove ude. Men det er de færreste danske forældre, der kan finde på at sætte spørgsmålstegn ved det. For sunde børn sover da ude…

Af Bonnie Jensen

Sødt slumrende børn i en barnevogn i baghaven er et særligt nordisk fænomen. Vi er de eneste, som stiller vores børn udenfor i haver og baggårde, uanset vind og vejr. Førhen gjorde man det i fast overbevisning om, at det hærdede børnene. Det er der dog ingen videnskabelig dokumentation for. Men inden du sætter din lille baby ud, er det afgørende at tage nøje bestik af dagens aktuelle vejr. For der er dage, hvor det er bedst, at middagsluren foregår inden døre. For eksempel, hvis rimtågen har hyllet landskabet eller vinden rusker lige rigeligt. Men faktisk kan babyer sove udenfor i helt ned til ti frostgrader. Med mindre, at barnet er sygt, svageligt eller for tidligt født. Sundhedsplejersker understreger dog, at barnet som minimum skal have genvundet sin fødselsvægt og mindst skal veje 3000 gram.

Her i vintermånederne skifter vejret næsten konstant. Fra iskoldt, tørt frostvejr til fugtige og grå plusgrader. Mange sundhedsplejersker fraråder, at man stiller sit barn udenfor i rimtåge eller meget fugtigt vejr – med mindre man har en overdækket terrasse eller et skur. Hvis dit barn er meget forkølet, har feber, bronkitis eller mellemørebetændelse må det heller ikke sove udenfor i koldt vejr.

Hvor meget – eller lidt tøj

Det vekslende vintervejr kan gøre det svært at vurdere, hvor mange lag tøj, der er nødvendigt at give spædbarnet på. Det er vigtigt, at det hverken er for lidt eller for meget. Spædbørn kan ikke selv mærke kulde og reagerer derfor ikke på den. En god tommelfingerregel er at mærke efter, hvor meget tøj du selv ville tage på – og så klæde spædbarnet på samme måde. Barnevognen skal være isoleret i bunden og i siderne. Babyen skal have en varm hue, vanter, sokker og tøj med en god varmeisolation på. Helst en heldragt, som er vind -og vandtæt. Babyen skal ligge i en tætsluttende pose eller en tyk dyne, som er surret godt om krop og fødder. Kun ansigtet må være frit. Den sarte ansigtshud skal helst beskyttes mod udtørring med en særlig vandfri fedtcreme, som kan købes på apoteket.

Hold ekstra øje

Opsyn med den sovende baby er ekstra vigtig, når vejret viser sig fra den kolde side. Gå jævnligt ud og tjek om dit barn har det godt og mærk efter om huden virker for afkølet. Sovetiden må helst ikke være længere end to timer, hvis det er meget koldt eller blæsende.

Hvis du enten ikke kan få dig selv til at stille dit spædbarn udenfor i frostvejr eller ikke har muligheden for det, er det en god idé at gå en lang tur med barnevognen i stedet for. Så kan du også hele tiden mærke efter med en finger i barnets nakke, om det føles varm eller kold. En anden løsning er at lade dit barn sove indenfor med vinduet smækket op på vid gab.

 

Kilde. sundhedsstyrelsen