Pages Navigation Menu

Høfeber og nældefeber

Høfeber og nældefeber

Hvad er høfeber?

Høfeber er en allergisk sygdom, der skyldes at du er allergisk over for små støvpartikler i luften, som kan komme fra pollen, dyrehår og skæl, husstøvmider og svampesporer. Høfeber giver symptomer som snue, nyseture, tilstoppet næse og kløende øjne.

Af Dea Larsen

Sygdommen starter oftest i skolealderen, og hos mange aftager symptomerne noget i løbet af voksenalderen, men op mod 25 % udvikler astma, når høfeberen er værst. Alle kan få høfeber, men arvemæssige forhold spiller dog en stor rolle, da du har op mod 50 % risiko for at få høfeber, hvis begge dine forældre har allergi. Inden for de sidste fire årtier har forskere observeret en stigning i udbredelsen af allergisk høfeber, det er blevet en almindelig sygdom i lande med vestlig levevis. Årsagen kender videnskabsfolkene ikke til bunds, men de fleste er enige om, at det er et samspil mellem forskellige miljøpåvirkninger, arv og individuel følsomhed. I dag tilbringer vi mere end 80 % af vores tid indendørs, hvilket er langt mere end for 50 år siden. Vi har ændret vores vaner og livsstil, og samtidig er de fleste boliger blevet mere tætte og velisolerede, ofte uden tilstrækkelig ventilation. Det betyder, at der nu er langt flere allergener og irritanter, som fx husstøvmider, støvpartikler og cigaretrøg, end tidligere, der påvirker os over længere tid og i højere koncentrationer. Den stigende luftforurening fra biler og det stigende indhold af forurenede stoffer i luften som ozon, nitrogenoxider og partikler kan i sig selv forværre symptomerne hos personer med høfeber. Endvidere har forskere påvist, at partikler fra luftforureningen binder sig til pollenkornene, hvilket kan øge deres allergifremkaldende evne. Og omvendt kan pollenallergener binde sig til partikler. Hvis høfeberen skyldes pollen, kommer symptomerne, når de forskellige vækster blomstrer. Skyldes din høfeber dyr, støvmider eller indendørs svampe, har du typisk symptomer hele året. Imens udendørs svampe har sæson sommer og efterår.

Priktest

Du danner særlige antistoffer rettet mod netop det, du er allergisk over for. Antistofferne har stor virkning, fordi de kan få bestemte celler i kroppen til at frigive kraftigt virkende stoffer, som fremkalder symptomer på høfeber og andre former for allergi. I mange tilfælde kan lægen stille diagnosen ud fra din sygehistorie, især hvis symptomerne skyldes pollen og optræder “i sæsonen”. I nogle tilfælde bestiller lægen dog en allergitest, en såkaldt priktest, hvor du bliver prikket i huden med forskellige kendte allergiudløsende stoffer. Hvis du er allergisk, reagerer din hud med det samme med kløe, let hævelse og rødme som ved et myggestik. Man kan få nogenlunde de samme oplysninger ved at måle allergiantistof i en blodprøve. Allergivaccination anvendes af praktiske grunde normalt ikke til børn under 5 år.

Slip for de værste symptomer

Den vigtigste måde til at slippe for symptomer på er at undgå det, du er allergisk overfor, og sørge for at undgå både aktiv og passiv rygning. Ved høfeber på grund af pollen, kan du holde døre og vinduer lukket i perioder med høje pollental og vente med at lufte ud til sent om aftenen, efter at duggen er faldet. Hvis du er allergisk overfor dyrehår og skæl, er det selvsagt at du skal undgå at have pelsdyr i hjemmet – også andre dyr end det, du har fået konstateret allergi overfor. Hvis du er allergisk overfor husstøvmider og skimmelsvampe, kan du nedsætte luftfugtigheden ved at sørge for god udluftning og undgå at tørre tøj inden døre. Sørg desuden for at vaske dyne, pude og rullemadras jævnligt, at støvsuge grundigt i soveværelset og eventuelt at anvende et madrasbetræk, som husstøvmiderne ikke kan passere igennem.

Nældefeber

Nældefeber kan opstå på få minutter, og nælderne (de lokale hævelser med rødme omkring) kan flytte sig til andre steder på huden på minutter til timer. I langt de fleste tilfælde kan man ikke fastslå årsagen til nældefeber. Men visse faktorer spiller ofte ind. Det kan være infektioner, reaktioner på medicin, mad, drikkevarer, fysiske påvirkninger af huden som tryk, kulde, varme og sol. Ved allergi overfor f.eks. græs eller pelsdyr, kan der også opstå et udbrud af nældefeber. Nældefeber viser sig mest ved kløende hævelser, som kan se meget forskellige ud. De kan komme overalt på huden og variere i størrelse fra få mm til håndfladestore regelmæssigt afrundede partier på kroppen. Som regel er hævelserne blegrøde, men nogle gange er de helt hvide og omgivet af rødt i kanten. Hævelserne kommer i løbet af minutter eller få timer, og de kan klø voldsomt. Nældefeber kan forsvinde lige så hurtigt, som det er kommet, uden at efterlade blivende mærker på huden. Nogle har nældefeber i kort tid, dvs. et par timer, imens andre kan være plagede af det i uge og månedsvis. Hos lægen kan du få konstateret om du er angrebet af et udbrud af nældefeber, og her kan du få noget kløestillende og antihistaminer der hjælper.

Kilde: Astma-allergi forbundet, Netdoktor og min.medicin.dk