Pages Navigation Menu

Helle Kornerup, mor til tre og iværksætter

Helle Kornerup, mor til tre og iværksætter

Tvillinger født for tidligt, deres storebror på knap fire år og et relativt nyt firma, kunne tage pusten fra de fleste. Læs Helles historie, om hvordan det hele hænger sammen.

Tvillinger, var du overrasket over at vente to på én gang?

Vi havde været igennem syv reagensglas behandlinger. Da vores første søn var født 12 uger for tidligt, ville vi kun sætte et æg op ad gangen. Da vi havde været igennem 6 forsøg besluttede vi dog, at nu skulle det være sidste forsøg, og derfor gav vi den ”fuld gas” og fik sat to æg op. Da jeg var syv uger henne, begyndte jeg at bløde en del og frygtede, at det også var gået galt denne gang. Så stor var glæden, da vi blev scannet og så to små bankede hjerter! Det var lidt af en mundfuld pludselig at skulle have to, men da alternativet var, at vi ikke skulle have flere børn, var det bare dobbelt glæde!

Hvordan tog din lille søn imod sine to små søskende?

Tobias var bare så sød ved dem, og elskede at hjælpe med at made og skifte dem. Vi involverede ham meget i det hele, så han var en del af det, og det var han meget stolt af. Tvillingerne havde kolik så vi prøvede, at en af os var ”på ham” og den anden på tvillingerne. Og så havde vi en super god opbakning fra vores familie, som virkelig støttede og hjalp til hvor der var brug for det.

Hvordan udfordrer det et ægteskab, at man pludselig er fem og ikke tre længere?

Vi har været gode til at se det som en fælles opgave, og valgte i en periode, at afskære os lidt socialt, så vi kunne fokusere på at få familien til at fungere. Når der så var nogle frie stunder, har vi altid været gode til at hygge og sammen og få snakket ud. Min mand rejser meget, så der har været mange perioder, hvor jeg har været alene med børnene, med hjælp fra gode bedsteforældre. Jeg tror det er rigtig vigtigt at prioritere, når man pludselig er blevet forældre til tre så små børn, og der ikke er meget ”kærestetid” tilbage.

Iværksætter, hvordan fik du idéen?

Vi fik ideen til Playtray bakken, da tvillingerne skulle lære at spise, og vi syntes det var rigtig irriterende, at der ikke fandtes en bakke til Tripp Trapp stolen. Da vi synes det er sjovt, at få ideer til at blive til virkelighed, fik vi lavet en prototype, som blev testet på vores egne børn. Vi fandt hurtigt ud af, at der var mange, der manglede denne bakke, så den blev vi da nødt til at få sat i produktion. Da jeg havde været tilbage fra barsel i et par måneder, valgte jeg at sige mit gode job op og blive fuldtids iværksætter. Det var lidt som at hoppe ud på dybt vand, men heldigvis kunne jeg svømme!

Hvor finder du tiden til både familie og virksomhed?

Som de fleste nok ved kræver det mange timers arbejde at være selvstændig, men var vigtigt for mig, at vi havde en god morgen og at børnene heller ikke blev hentet for sent. Derfor har jeg altid benyttet mig af at arbejde, når børnene sov, og så ellers være super effektiv i løbet af dagen.

Har du et godt råd til andre, der måtte gå med en lille iværksætter i maven?

Du skal også være indstillet på, at det er benhårdt arbejde, og så er det rigtig vigtigt at holde fokus på omkostningerne, så de ikke løber løbsk. Det er alfa og omega at have lagt et budget der kan holde, før man siger farvel til sin faste løn. Som mor skal man også gøre sig klart, hvor det er man vil lægge sine kræfter, og om det kan hænge sammen med familien. For mig har det aldrig være en option, at vores børn skulle betale prisen for at vi begge er selvstændige. De er store nu, og vi taler tit om, at der er mange fordele ved at være selvstændige, men også benhårdt arbejde. Jeg tror ikke det er nogen skade til, at ens børn er klar over, at der skal arbejde hvis man vil have succes, men de har også altid vidst, at tiden sammen med dem er den vigtigste for os. Fordelen ved at være selvstændig er, at man er sin egen chef og derfor har friheden til at planlægge sin dag, så det passer til familiens dagligdag med små børn. Man skal som sagt bare være indstillet på, at der så skal arbejdes på nogle andre tidspunkter.

 Helle KornerupPlaytray