Pages Navigation Menu

Genopdag hinanden!

Genopdag hinanden!

Den ene dag afløser den anden, og i en børnefamilie fylder de praktiske gøremål tiden godt ud. Børnene er i fokus, hvad de selvfølgelig også skal være, men ofte ender romantik-kontoen i minus.

Af Dea Larsen

Her er lidt idéer til, hvad vi selv kan gøre for, at pifte gløden i parforholdet lidt op.

Små overraskelser i hverdagen. Et lille kort i jakkelommen med teksten: jeg elsker dig og glæder mig til vi ses senere, giver et sug i maven af glæde og en god start på dagen.

Et kys eller kram og måske et kort øjebliks øjenkontakt på vej ud af døren, siger mere end ord.

En e-mail eller sms i løbet af dagen – ikke med praktiske huskelister – men med en påskønnelse, eller bare et kort: hej, glæder mig til vi skal snakke/hygge se film osv. senere, vil få de fleste kvinder og mænd til at føle sig elsket.

En invitation til en tur i biografen eller en middag i byen uden børn, vil få de fleste mænd op af sofaen, eller væk fra computeren.

Morgenmad på sengen søndag morgen. En bakke med 2 kopper kaffe, frisk juice, varmt brød og lidt frisk frugt, giver en skøn start på dagen.

Blomster, det er ikke en kedelig kliché. De fleste kvinder bliver lykkelige for selv den mindste buket, de føler sig påskønnet og blomsterne kan give glæde i en hel uge.

Klæd dig pænt på, også til hverdag. Smid de gamle forvaskede joggingbukser ud, og vis din partner at han/hun er værd at gøre sig pæn for.

Giv børnene aftensmad, og planlæg en hyggelig hjemmelavet middag for to efter børnenes sengetid, det åbner op for samtalerne.

Bestil et weekendophold for to, og genopdag hinanden. Det sætter med garanti skub i romantikken.

Lej din partners yndlingsfilm og inviter på hjemmebio, det viser at du ønsker at gøre ham/hende glad.

Tilbered aftensmaden sammen, mange gode samtaler starter i køkkenet, og også under opvasken.

Læs en erotisk bog højt for hinanden og bliv inspireret.