Genbrugsbølge af plastik

Fra tid til anden ser vi skrækindjagende reportager fra verdenshavene, hvor kæmpestore mængder af plastik ligger og bølger i overfladen. Plastik hører ingen steder hjemme i havet, men bør i stedet sorteres og genanvendes. Det er lige, hvad discountkæden REMA 1000 opfordrer til, og de er ikke bange for at gå forrest. Målet er, at alle REMA 1000s egne varemærker i løbet af nogle få år, skal være emballeret i emballage, der er lavet af genbrugsplastik.

Af Henriette Rosenthal

Produkter, som er helt eller delvist fremstillet af plastik, er ofte beregnet til at blive brugt flere gange. Det er miljømæssigt bedst at bruge det så mange gange som muligt, inden det smides ud. I nogle kommuner sorteres affaldet, så glas, papir og plastik kan indgå i det cirkulære system, og derfor undgå at blive til affald, hvilket ville være et tab af ressourcer. Hvis man genanvender mere plastik, bliver der brugt færre råstofressourcer som olie og naturgas til fremstilling af ny plastik. Således giver det helt sig selv, at når en mindre mængde plastik bliver til affald, falder mængden tilsvarende af den CO2, der udledes ved forbrændingen af affaldsplast.
– Derfor er det afgørende, at alle kommuner laver en ensartet affaldssortering i fremtiden, siger Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000.

Blød og hård plastik

Plastikemballage, der sorteres til genanvendelse, skal være tømt for indhold. Man skal kun bruge vand til at skylle emballagen med, hvis det er nødvendigt. Afhængigt af kommunen skelner man ofte mellem blød og hård plastik og sorterer også derefter. Blød plastik er sådan noget som for eksempel bæreposer, bobleplast og plastik wrap. Hård plastik er for eksempel plastikdunke, plastikflasker, havemøbler i plast og
kødbakker.

Forandring på vej

Har du hørt om Plastic Change? Hvis ikke, så er Plastic Change en miljøorganisation, der er grundlagt af miljøbiolog Henrik Beha Pedersen. Sammen med en lang række frivillige kræfter yder Henrik og resten af teamet en stor, uvurderlig og professionel indsats for at knække kurven for plastforurening. Deres vigtigste formål er at vende den nuværende udvikling, hvor otte millioner tons plastik hvert år ender i naturen. Det gør de blandt andet ved at samarbejde med REMA 1000 og andre dagligvarekæder.

Det er længe siden, REMA 1000 startede med at drøfte muligheden for at bruge mindre plast i deres emballage. Sagen er nemlig, at selv om plastik er et udskældt materiale, er det stadig den bedste emballage i forhold til at få fødevarer til at holde så længe, at man kan nå at spise op, inden de bliver dårlige. Det er med til at begrænse madspild, hvilket er en anden mærkesag hos REMA 1000. Et af deres mål var udelukkende at bruge genanvendt plastik til emballagen af deres rengøringsartikler. Det er de nu kommet i mål med. Emballagen omkring REMA 1000s maskinrens er skabt af brugte fiskenet, som bliver indsamlet og anvendt igen i stedet for at blive deponeret på land.

– Det er vigtigt at give plastik en værdi, for så vil man være mere tilbøjelig til at sortere og genbruge eller genanvende det. Vi skal huske på, at jordens ressourcer bliver mindre med tiden. Derfor er vi, imens mange andre er gået over til at sælge engangsservice i træ og papir, gået ned ad en anden sti. Vi er gået bort fra ”engangstanken”, og har ny flergangsservice i plastik på hylderne. Det har vi, fordi vi gerne
vil væk fra brug og smid væk-kulturen. Dette service kan genbruges utallige gange. Vi har også i dag vores indkøbsnet af polyester og en ny indkøbspose af genanvendt plast er på vej. En indkøbspose i så kraftig plastik, at den kan genbruges igen og igen, udtaler Anders René Jensen, indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000.

REMA 1000 anvender pyramiden i deres emballage- og plaststrategi

Rema 1000 plastik

Pyramiden illustrerer, hvordan REMA 1000 arbejder med plast og emballage. REMA 1000 vil først og fremmest fokusere på at reducere brugen af emballager, herefter skal vi genbruge:

  • Reduce: REMA 1000 ønsker at reducere sit forbrug af emballager så meget som muligt. Dog skal der tages hensyn til både fødevaresikkerhed og madspild.
  • Reuse: REMA 1000 ønsker at genbruge så mange emballager som muligt.
  • Recycle: De emballager der ikke kan genbruges, skal indsamles og genanvendes til andre produkter og/eller emballager.
  • Remove: Den emballage, der ikke kan genbruges eller genanvendes, skal indsamles og sendes til forbrænding.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Plastic Change har samlet nogle gode råd mod plastikspild:

  • Dit indkøb: Tag en mulepose med og sig nej tak til plastikposer
  • Din vandflaske: Brug drikkedunk og undgå købevand
  • Din mælk: Undgå kartoner med plastiklåg
  • Din fest: Drop engangsservice, balloner og sugerør
  • Dine plejeprodukter: Køb i store beholdere frem for mange små