Pages Navigation Menu

Fysisk aktivitet giver dygtigere elever

Fysisk aktivitet giver dygtigere elever

En ny rapport fra Vidensråd for Forebyggelse fastslår, at folkeskolereformens øgede fokus på bevægelse, optimerer elevernes mulighed for bedre trivsel, mere læring og giver sundere børn.

Der er stor forskel på, hvor meget børn og unge bevæger sig og er fysisk aktive – der er rent faktisk sket en polarisering hvilket betyder, at der både er flere der er meget fysisk aktive, men desværre også flere der er fysisk inaktive. Skolen skaber en naturlig ramme til, at få også de inaktive børn til at røre sig mere, og de 45 minutters daglige bevægelse er et helt centralt element i folkeskolereformen.

Førende forskere har i en omfattende rapport dokumenteret, at fysisk aktivitet har stor effekt på elevernes trivsel, giver bedre indlæring og på den generelle sundhed.

– Skolerne kan ved at integrere og understøtte muligheder for aktive pauser, fysisk træning, bevægelse i undervisningen, idrætsfaget, fri leg/pauser og aktiv transport samlet bidrage til mere bevægelse i hverdagen, og det kan dermed være en vigtig vej til at sikre, at alle bliver så dygtige som de kan, trives endnu bedre og naturligvis også bliver sundere, siger Bente Klarlund, professor, Institut for Klinisk Medicin på Rigshospitalet og formand for arbejdsgruppen bag rapporten.

Stort potentiale af mere bevægelse i skolen

Flere studier viser ligeledes en positiv sammenhæng mellem fysiske aktiviteter og kognitive evner – herunder koncentration og hukommelse – som har afgørende betydning for elevernes faglige præstationer.

Al bevægelse tæller

Hvis man har et af de børn, der har svært ved at løsrive sig fra Ipaden eller PC´en, kan det være nødvendigt at liste bevægelse og fysisk aktivitet ind i hverdagen.

Der findes faktisk ”gratis” bevægelse, som også tæller i det store ”aktivitetsregnskab” og her kan man slå to fluer med et smæk. Giv barnet og dig selv en portion af dagens motion på vej til og fra skole. Snup cyklen i stedet for bilen. Lær samtidig dit barn, hvordan man færdes sikkert på en cykel i trafikken. Lad barnet køre på din højre side. I starten vil barnet nok slingre lidt under kørslen, giv derfor barnet god plads fra kantstenen og til dig. Og husk så at voksne også kan slå hovedet hvis man vælter med en cykel, så husk cykelhjelmen til både barnet og dig selv. Det redder faktisk liv.

Man kan også sætte god musik på og tage en dans efter aftensmadstid. De fleste børn synes, at det er sjovt at danse – særligt hvis man kan lokke mor og far med på idéen. Man kan sagtens få sved på panden af hurtig dans, og så er det en sjov måde at rørt sig på.