Pages Navigation Menu

Forårsrengøring i haven

Forårsrengøring i haven

Temperaturen stiger og i takt med denne, stiger vores trang for at komme ud under åben himmel og rode i jorden, eller bare at sidde og nyde den friske forårsluft. Men før der kan nydes, skal der som bekendt ydes. Her får du lidt tips med på vejen.

Rengøring inde i drivhuset

  • Bær alle blomsterkasser, plantesække borde og andre genstande udenfor.
  • Fyld en spand med varmt vand og en biologisk nedbrydelig drivhussæbe. Det er vigtigt, at du ikke blot bruger opvaskesæbe eller andre almindelige rengøringsmidler.
  • Skrub drivhuset med sæbevandet og sørg for at vand og sæbe kommer ind i alle hjørner og kanter. Lad vandet sidde i 10-15 minutter.
  • Brug en børste eller en almindelig grydesvamp til at rense snavs, mug og alger fra drivhusets ruder. Dyp gerne børsten i vand, så snavs og skidt lettere bliver opløst. Skyl efter med en haveslange / mild højtryksrenser.
  • Fej snavs og algerester væk fra gulvet og skyl igen efter med haveslangen.

Afhængigt af gulvbelægningen i dit drivhus, kan du også vælge at skrubbe gulvet i vand og algerens, inden du sætter dit inventar på plads. Inventaret bør du selvfølgelig også give en omgang, så det hele er rent og pænt.

Pas på dyrene

Når du fjerner visne blade og rydder op i bedene, så vær forsigtig med bunkerne af visne blade og kompostbeholderen – der kan gemme sig pindsvin, som endnu ikke er vågnet fra vintersøvnen. Finder du et pindsvin, så lad det sove videre og udskyd oprydningen til senere. Pindsvin er fredede.

Forkæl dine havemøbler

Du skal helst oliere dine havemøbler mindst en gang om året og gerne to, hvis du vil undgå, at de bliver grå og vejrbidte. Malede møbler har også godt af en ny gang maling en gang om året. Hvis du har havemøbler af teak, kan de holde i mange år uden behandling. Teaktræ har fra naturens side så stort et indhold af harpiks som beskytter træet naturligt. Teaktræ vil dog med tiden blive gråt, så vil du undgå den grå farve, skal du jævnligt give det olie. Hvis det er havemøbler af plast du har stående i haven, kan du tillade dig at pjaske og skrubbe. Plastmøbler kan i hovedreglen gøres rene med et universalt rengøringsmiddel. I vanskelige tilfælde kan man få en plastrens i byggemarkederne

Klargøring af havegrillen

Sommer tid er lig med grilltid, og denne skal også klargøres til de mange hyggeaftener, med venner og familie på terrassen. Der findes mange produkter til klargøring og rengøring af din grill, men som udgangspunkt kan du nøjes med en grillbørste, lidt stanniol og stærk base som eksempelvis brun sæbe. Er din grill begyndt at ruste hist og pist, så tag lidt husholdningseddikesyre fra køkkenskabet og fortynd det i forholdet 1 til 4. Bland 3 dele lunkent vand med 1 del eddikesyre og vask på det rustne område med en blød svamp eller klud og bemærk, der skal bruges lidt knofedt. Så er din gril så god som ny.

Fliser og terrasse

Efter en lang vinter vil mange fliser og terrasser være grønne af alger eller fyldt med hvide plisepest plette. Her er en højtryksrenser genial. På de fleste højtryksrensere kan man sætte en lille beholder med sæbe på selve sprøjtepistolen, og på den måde skure fliserne med et algefjendtligt middel. Efter selve vasken skylles fliserne over med rent vand enten fra vandslangen eller fra højtryksrenseren. Har du ikke en højtryksrenser, kan en stiv kost og flydende brun sæbe i en spand lunkent vand sagtens bruges. Hæld sæbevandet ud over fliserne på et mindre område, og skrub med kosten, indtil snavs og alger løsner sig. Lad blandingen virke et kvarters tid, før du skrubber igen og til sidst skyller du af med rent vand fra vandslangen.

Hvad enten du bruger knofedt eller maskine, trænger fugerne mellem fliserne til at blive fyldt op efter vasken. Lad fliserne tørre helt og strø derefter sand, som du fejer ind mellem fliserne med en tør stiv kost.