Pages Navigation Menu

Far, mor og børn, eller som mange andre, singleforælder?

Far, mor og børn, eller som mange andre, singleforælder?

 Der findes mange familiekonstruktioner, men en af dem der fylder helt godt i statistikken, er singleforældrene og deres børn. Måske på grund af et parforhold der er brudt op, eller som et helt bevidst valg om at få et barn ”med sig selv”. En tanke som i ”gamle dage” var uhørt, men som efterhånden ikke er så ualmindelig.

I samme takt som gruppen af singleforældre vokser, er mulighederne og tilbuddene blomstret op til netop denne målgruppe.  Alene om beslutningerne En af udfordringerne ved, at være singleforælder er, at i manges tilfælde, træffes alle beslutninger vedrørende stort og småt alene uden mulighed for sparring med en anden voksen. Det siger sig selv, at det kan give hovedbrud, for er beslutningen nu også den rigtige? Her er Internettet en ret så smart opfindelse, for her findes flere fora, hvor man kan komme i kontakt med ligesindede, som kender til den usikkerhed man kan føle. Uanset om man mødes til et fysisk møde og løser problemet sammen face to face, eller om man blot tager snakken pr. chat eller e-mail, er man i hvert tilfælde flere til at give sit besyv med, og da de fleste problemstillinger, har mange facetter, ser andre måske en løsning, som man ikke selv kunne få øje på.

Weekend med familien

Det skulle gerne være en hyggelig omstændighed, at have fri sammen med familien uanset hvor mange medlemmer af store og små den tæller. Det er det bare ikke altid. Følelsen af ensomhed og måske endda skyldfølelse over at mangle en partner, kan snige sig ind og lægge en skygge over glæden hos singleforælderen, når man går i svømmehallen, og alle andre pludselig ser ud til at være kærnefamilier, som skåret ud af glansbilledet, bestående af mor, far og to børn født med tre års mellemrum. Her handler det om at forsøge bedst muligt, at være i nuet, noget som mange coaches og rådgivere messer i stor stil for tiden. Det er nu heller ikke nogen helt ringe idé, for ved at fokusere på at være i nuet, opdager man typisk, at det faktisk er et helt rart sted at være, måske endda det allerbedste. Tænk på friheden til at vælge selv, hvad weekenden skal byde på af oplevelser eller udflugter – ikke så tosset endda.

Find hinanden

Hvis man har lyst til et fællesskab, som ikke nødvendigvis betyder at finde en ny kæreste, findes der flere forskellige websites, ingen nævnt ingen glemt søg på Nettet, hvor man enten selv søger det fælleskab, som man synes kunne være det rigtige, eller kigger på andres profiler og tager kontakt. Måske er det hyggen ved at være fælles med andre om nogle af ugens måltider, hvor man enten aflaster hinanden, og kokkerer til flere og byder velkommen til et hyggeligt måltid, eller også mødes man måske tidligere og lader ungerne lege og hygge, mens de voksne får en sludder om fælles interesser eller udfordringer over madlavningen. Ligesom det kan være rigtigt hyggeligt og berigende, at samle en flok singleforældre og deres børn, og tage på udflugter sammen. Det kan være en tur til en god legeplads eller en skovtur med madpakker i rygsækken, eller hvis det må koste lidt, en tur i Zoo eller lignende. Det er ofte sjovere, at have andre at dele oplevelserne med, også når man efterfølgende mødes, og får sig et godt og billigt grin over fælles oplevelser.