Pages Navigation Menu

Får dit skolebarn den nødvendige søvn?

Får dit skolebarn den nødvendige søvn?

Det påvirker både helbred og humør, hvis ikke skolebørn får det anbefalede antal timer under dynen.

Af Bonnie Jensen

Det er jo hyggeligt, at lade børnene være lidt længere oppe i weekendens fridage, men det kan nemt give bagslag om mandagen. Så er det vrantne børn der indfinder sig ved morgenbordet, hvis de overhovedet når så langt, inden de skal i skole.

Faste sengetider og gode rutiner

Søvn får kroppen til at slappe af, og en god nats søvn skal både bruges til at fordøje dagens mange indtryk og til at få fornyet energi til den kommende dag. Det gælder både børn og voksne, men for børn er det især vigtigt med faste rutiner, der skaber tryghed og genkendelighed.

– Det skal være rart og trygt for barnet at gå i seng. Faste sengetider sikrer, at barnet får tilstrækkelig søvn, og det kommer bag på mange forældre, hvor tidligt barnet faktisk bør lægges. For rigtig mange småbørn er det allerede omkring kl. 18.30, siger børnelæge Vibeke Manniche. Små børn har et fast søvnvindue på 15-20 minutter, hvor de kan falde i søvn. Hvis ikke søvnvinduet rammes, må børn og forældre vente 20-40 minutter til det næste søvnvindue, og det kan skabe frustration både hos barnet og hos forældrene.

De største børn har de største søvnproblemer

Den seneste skolebørnsundersøgelse i Slagelse Kommune viser, at 37,5% af de 11-16-årige ikke sover nok om natten. Det påvirker skoledagen både for lærere og elever, og det er særligt et problem i de ældste klasser, hvor mere end 59% sover for lidt. – For lidt søvn er desværre et problem, vi ser ofte ude på vores skoler, og når man ikke er udhvilet, falder koncentrationen. Det bliver sværere at tage læring til sig, ligesom det kan resultere i en forstyrrende adfærd i forhold til de øvrige elever, fortæller skolechef Per Kensø.

Teenagerens søvn er vigtig

Unge, der lider af søvnløshed, og som derfor ikke får sovet de anbefalede 8-9 timer hver nat, har fem gange større risiko for at få en depression. Det viser en undersøgelse lavet af forskere fra Bergen og University of California, Berkeley.

Men når søvnen er så vigtig i ungdomsårene, hvorfor ligger mange unge så og vrider sig i rastløshed under dynen, før søvnen indfinder sig? Det mener Chris MacDonald, uddannet Cand. Scient i Human Fysiologi ved Københavns Universitet, hænger sammen med at unges hjerner går gennem en såkaldt søvnfaseforskydning i puberteten. Deres hjerner frigiver simpelthen søvnhormonerne senere på døgnet end normalt, og det betyder, at de unge vil begynde at falde i søvn senere og stå op senere. Hormonerne sætter ind så sent som kl. 23 og frem. De unge er altså ikke nødvendigvis dovenkroppe. De er i gang med at udvikle sig, og vi kan hjælpe deres udvikling meget ved at acceptere det og støtte dem undervejs.

Mobil og tablets hæmmer søvnen

Selvom børnene nærmer sig de ældste klasser, er det fortsat vigtigt med faste rammer omkring sengetid, så de unge ikke så nemt lader sig forstyrre af f.eks. venner, der sender sene beskeder.

– Når man er 15-16 år, kan det være svært selv at styre sin sengetid, når vennerne bliver ved med at skrive på Snapchat, eller man gerne vil nå at se det nyeste afsnit af en serie på Netflix. Dertil påvirker skærmenes lys søvnhormonet, der gør det sværere at falde i søvn. Forældrene spiller her en stor rolle i forhold til de gode sovevaner, som er så vigtige, fordi en god søvn giver energi til en hel dag i skole- og fritidslivet, fortæller leder af Slagelse Kommunes Sundhedstjeneste, Bodil Bahnsen.

Anbefalinger for skolebørn:

1-3 år 12-14 timers søvn per døgn

3- 5 år 11-13 timer per døgn

5-10 år: 10-11 timer per døgn

7-12 år: 9-10 timer per døgn

13-18 år: 8-9 timer per døgn

Ro og regelmæssighed er gode gammeldags nøgleord, når talen falder på børn og vaner, men i en moderne familie er det ofte en af de helt store udfordringer.

Tegn på, at dit barn måske ikke får nok søvn:

Du oplever at dit barn:

  • Er generelt svært at få op om morgenen
  • Falder i søvn igen efter at være blevet vækket
  • Gaber og beklager sig over at være træt i løbet af dagen
  • Har svært ved at koncentrere sig eller have fokus på en aktivitet i længere tid

Kilde: Københavns Universitet, Sundhedstjenesten i Slagelse Kommune, Videnskab.dk,