Pages Navigation Menu

Få hjælp til at løse hverdagens knuder

Få hjælp til at løse hverdagens knuder

Vi er nok alle sammen stødt på udfordringer i forhold til vores børns liv og trivsel. Nogle gange kan være svært at finde løsningen selv, men så findes der heldigvis sådan en som Ann Tvilling – også kaldet Tville.

Af Henriette Rosenthal Muld

Tville har gennem mere end 12 år haft mange, både børn og voksne, i terapi og coachforløb, når udfordringerne er vokset over hovedet, og problemerne er godt på vej til at gå i hårknude. Tvilles holdning er, i de fleste tilfælde, at det ikke kræver mere end mellem tre og fem besøg i konsultationen, at finde en løsning som bringer balance i tingene igen.

– Det har vist sig gennem årene, at særligt børn og unge finder vej til mig – hele 60 % af mine klienter findes faktisk i den gruppe. De finder mig via mund til øre, og det er jeg glad for. Det viser, at samtalerne med mine klienter, virker efter hensigten – at bringe indsigt og finde løsninger som er til at efterleve og som virker positivt på livskvaliteten.

Mobning er en af de problematikker, som jeg ofte støder på i min konsultation. Når et barn bliver mobbet, påvirker det desværre utroligt hurtigt barnets selvværd.

Det værste er, at selv om det kan være nogle frygteligt hårde dage, fortæller barnet ikke nødvendigvis sine forældre om mobningen. Barnet tumler med problematikken selv for: ”Tænk nu hvis mor og far holder op med at elske mig, fordi jeg ikke er en succes”. Disse tanker og følelser fortæller børn ofte om, når vi starter samtalen. Heldigvis kan vi altid få vendt udviklingen efter et par sessions, og det er vigtigt at tage fat om problemet så snart det er konstateret. Jo længere tid et barn bliver mobbet, jo større sandsynlighed er der for at barnets selvværd skades og det måske kommer til at reagerer uhensigtsmæssigt. For eksempel kan det forulempede barn blive voldsomt udad reagerende. Pludselig er det mobbeofret som er blevet til et problem for omgivelserne og det er jo en helt skæv problemstilling. Min erfaring er, at hvis vi tager hånd om barnet og også får guidet forældrene til at tage action ift. skolen, og derhjemme at støtte barnet på den rigtige måde, kan mobningen stoppes og så undgår vi at barnet får uoprettelige skader i relation til det sociale, siger Tville. Når barnet er dér, at det er bevidst om, at mobberen er den svage og har lidt medlidenhed med den der mobber; så er vi i mål – og så er man ikke sjov at mobbe længere.

Mange skilsmisser

I kølvandet på en skilsmisse, er der ofte problemer med at kommunikere med sin tidligere partner. Uanset hvor umage man gør sig, hviler der en skygge af nederlag og en masse sårede følelser, som har godt af at blive parkeret et sted, hvor de ikke gør så ondt.

Når børn oplever, at mor og far skal skilles, opstår der ofte forvirrende følelser af vrede, sorg, frustration og ikke mindst skyldfølelse, som bare ikke kan deles med mor eller far. De er jo selv ramt og barnet prøver uvilkårligt at beskytte de voksne. Det er for svært og forvirrende og så er det nødvendigt, at give barnet mulighed for at tale med en uvildig voksen, som det kan stole på.

– Jeg har ofte børn i terapi, når familier skal skilles. Det er jo ikke kun mor og far, der går igennem skilsmissen. Dette er i høj grad også børnenes hverdag og liv, der bliver påvirket og barnet oplever en sorg og frustration, som det skal hjælpes igennem. Så er det vigtigt, at der findes en voksen, man kan sige alt til uden at være nervøs for om far eller mor bliver sur eller ked af det. Det er jo så her jeg kommer ind i billedet, enten med samtale-, coaching eller hypnose- og NLP terapi, fortæller Tville.

Du kan lære Tville bedre at kende og finde kontaktinfo på www.terapist.dk

Ann K. Tvilling arbejder i egen klinik med individuel samtaleterapi, hypnoterapi og coaching og er medlem af relevante brancheforeninger.

Ann er gift, har en teenager søn – og bernersennen, Milton.