Pages Navigation Menu

Er DU tilstede??

Er DU tilstede??

Er DU tilstede??

I det samfund som vi alle er en del af i dag, og den hverdag som de fleste af os har, er Ipad’en og Iphonen stille og roligt blevet en af vores tætteste og nærmeste ejendele. Vi har gradvist taget i mod dette “vidunder”, som beriger vores liv med mange ting, og som gør, at vi er “online” hele tiden. Men har vi egentlig taget stilling til, hvad det måske også bringer med sig i vores hverdag?

Af: Pernille Neess Blix, blogger

Jeg kan lige så godt indrømme det ja. Jeg HAR, været big time afhængig af min Iphone. Det er pisse uhyggeligt at tænke på. Men når jeg kigger tilbage, er jeg slet slet ikke i tvivl. Jeg ved, at Iphones i sig selv, kan give anledning til stress. Den påvirker vores mentale tilstand, mere end vi regner med.

Når jeg kigger tilbage, til før min stresssygemelding, havde jeg min Iphone med overalt og hele tiden. Selv når jeg gik en tur med barnevognen, gik jeg med monstret i hånden. Hvis jeg ikke skrev sms’er, ja så tjekkede jeg ligegyldige status opdateringer ud på facebook. Eller lagde billeder ud på instagram. Jeg selv var også ivrig bruger af at opdatere min egen “status opdatering”. Jeg har også nærmest levet halvt igennem linsen, for at tage “stemnings” billeder, og poste dem på instagram. Men i min iver, på at opdatere online og tjekke hvad alle andre lavede, er det jo langsomt gået op for mig, at jeg slet ikke har været til stede. Nærværende. Både over for mine børn, men i særdeleshed også overfor mig selv. Når jeg havde et stille øjeblik, enten på job eller i min fritid, tog jeg monstret op. For at se om noget nyt var hændt… Jeg kunne blive så “afhængig” eller “opsat” på at tjekke eller læse eller hvad det nu måtte være, at det stressede mig helt vildt, hvis en af børnene sagde noget til mig, eller ville i kontakt med mig. “For nu var mor her jo li ved noget”.

Husker tydeligt, at når min lille søn skulle ammes om natten, sad jeg også med min Iphone. Ja, alle tænkelige steder. Jeg mærkede, at det faktisk stressede mig, når jeg ikke var “på”. Online. Når jeg ikke liiiige ku skimte facebook eller tjekke andet ud på nettet. Det en telefon skulle bruges til, brugte jeg den faktisk ikke til. Jeg ringede faktisk næsten ikke til nogen, men den var blevet et omklamrende objekt for mig. Ubevidst. For det kom snigende. Langsomt, uden at jeg bemærkede det, før den var hel gal. Ja, jeg kunne endda vågne op om natten, bare for liiiige at tjekke.

Jeg husker en dag, hvor min datter og jeg, var i biografen, og vi sad allerbagerst. Jeg kiggede ud over hele salen, og faktisk næsten alle forældre, sad med mobilen fremme, og dem jeg ku se, var på facebook. Der blev der prikket til et eller andet i mig. Jeg sad IKKE med min fremme. Men det kunne lige så godt ha’ været mig. Men der gik det op for mig, hvor mange, der egentlig vælger Iphonen til, og nærværet fra. Jeg ved, at det især er de små, der kommer til at mangle noget. Nemlig manglen på, at mor eller far sidder ved deres side og ER DER. Men i stedet sidder de ofte med deres Iphone i hånden, fordi barnet nu alligevel er i færd med noget andet. Men i stedet for, burde de måske bare sidde og kigge tegnefilm med dem, for at vise, at ja, jeg er her med dig, og det er det vigtigste. Men det er faktisk svært. At skulle vælge Iphonen fra. Men i bund og grund handler det vel om, at man skal spørge sig selv, hvad er vigtigst li nu? Er det det selskab eller den situation jeg befinder mig i lige nu jeg vil, eller er det alt det de andre laver online? Jeg har nu taget flere bevidste valg, for at jeg ikke falder i, igen. For det er jo såååå let at falde i. For os alle sammen. For den ligger jo li der, ikk? Men jeg ligger min Iphone helt væk nu, når jeg er sammen med mine børn. Ofte slukker jeg den endda helt, for ellers ved jeg, jeg liiiige kommer til at gå “tilfældigt” forbi den. Alle hverdage er den valgt fra, når børnene er hjemme fra institution. Det samme er denne computer, som jeg sidder ved nu.. SLUKKET. Facebook appen er stadig SLETTET på min Iphone, og kommer aldrig mere tilbage. Instagram profilen har jeg slettet. Iphonen efterlader jeg ofte i køkkenet når jeg går i seng. Ligeledes har jeg stillet “krav” til min mand om, at han også lader den ligge, når vi er sammen alle 4. Men jeg kan mærke det også er svært for ham, indimellem. Men i bund og grund, gider jeg da heller ikke sidde med en person, som “hellere” vil sidde og tjekke noget ud på sin Iphone, i stedet for at være nærværende. Til stede med mig. For så føler man sig sgu da til sidesat og mindre værd. Den følelse skal mine børn bestemt ikke ha’ mere af. Jeg vælger DEM. Men jeg vælger også mit EGET selskab. Det er svært ja. Men jeg øver mig dagligt på, at distancen mellem mig og min Iphone bliver større og større. Det der gør det så svært, er, at Iphonen jo bare er en ting, som er så tilgængelig for os alle, og EN DEL af det at være menneske i dag. For den ligger jo lige der i lommen eller i tasken ikk’? Det sidste du siger farvel til om aftenen, og det første du siger godmorgen til om morgenen. Men når noget vælges til, vælges noget andet fra. Jeg tror bare ikke, at vi alle er klar over, og bevidste om, hvad bagsiden af medaljen er, før man er stoppet helt op, og set på sig selv, “ude fra”.

Så har DU truffet et valg?