Pages Navigation Menu

Ekspert: Træn øjnene med leg i haven

Ekspert: Træn øjnene med leg i haven

Mange børn risikerer at ”glo” sig nærsynede ved for megen brug af tablets. Forebyggelsen er dog både gratis, sund og let: Ud i den friske luft og leg.

De fleste forældre kender efterhånden til bekymringen: Hvor ofte skal ungerne have lov til at sidde med tablets eller andre mobile enheder og spille eller kigge tegnefilm? Tanken er jo i øvrigt ikke ny, for før tablets blev en del af familievirkeligheden, var det TV’et, der trak, og de velmenende forældres kvaler har resulteret i kreative myter som den om de firkantede øjne ved overdreven tv-kigning.

Men hvad er egentlig op og ned? Børn og Fritid har spurgt Danmarks førende optikerkæde, Louis Nielsen, som ud over at sælge briller og linser bruger rigtig meget tid på at blive klogere på folks øjne og synets udvikling.

Firkantede øjne er en myte – men… ”At man kan få firkantede øjne af at kigge for meget TV eller iPad er selvfølgelig en ammestuehistorie. Men at et udbredt brug af eksempelvis tablets kan have en effekt på børns syn, er faktisk slet ikke ved siden af,” siger synsekspert Pernille Mikkelsen.

Hun er oprindeligt uddannet optiker, men valgte efter nogle års butikstjeneste at videreuddanne sig inden for optikken med en kandidatgrad. I dag sidder hun på Louis Nielsens hovedkontor i Aalborg, hvor hun er en del af et ekspertteam, der er med til at rådgive og udvikle forretningen inden for en lang række områder.

”Hvis et barn bruger mange timer om ugen på at sidde i sofaen med en tablet og kigge tegnefilm, kan det sagtens have en negativ effekt på barnets syn. Ikke pga. selve apparatet eller det afspillede indhold, men fordi barnet typisk sidder med ansigtet – og dermed øjnene – ret tæt på skærmen og således vænner sine øjne til at skulle have et optimalt fokus i meget kort afstand fra ansigtet. Og her kan man altså risikere en såkaldt myopinisering, som oversat til almindelig dansk betyder, at barnet udvikler nærsynethed – noget, der ikke nødvendigvis var kommet af sig selv,” forklarer Pernille Mikkelsen.

I sin optikertid oplevede hun ofte forældre komme ind i butikken med bekymringer for, om deres barns syn nu var ok. Og i sådanne tilfælde sker der typisk én af to ting:

”Det kommer an på barnets alder. Hvis barnet er over 10 år, inviterer vi ind til en synsprøve, hvor vi bl.a. måler selve synsevnen og om der skulle være behov for en form for behandling, f.eks. med briller. Hvis barnet er under 10 år tager vi naturligvis meget gerne en god snak med forældrene om de symptomer, de eventuelt har observeret, men vi foretager ikke en synsprøve. I stedet skal børn i den alder videre til en øjenlæge, der skal foretage undersøgelsen. Øjenlægen kan så beslutte at sende barnet til optiker med en øjenlægerecept hvorefter vi finder en god løsning,” fortæller Pernille Mikkelsen.

Bliv ikke skærmforskrækket – men lyt til fagfolkene Men tilbage til dét med iPad’en, for hvad bør man som forældre gøre, for at undgå en negativ påvirkning af barnets syn? Mange vil jo mene, at tablets og brug af mindre skærme er en næsten uundværlig del af tilværelsen.

”Først og fremmest må man ikke blive skærmforskrækket, for tablets og lignende teknologi er jo fantastisk til rigtig mange ting. Men som forældre kan man tænke over at balancere børnenes brug af tablets med aktiviteter, hvor de med sikkerhed får trænet deres afstandssyn. Og den nemmeste måde at gøre det på er faktisk bare at stikke udenfor og lege. Når man færdes udendørs bliver øjnene udsat for at skulle veksle fokus mellem korte, mellemlange og lange afstande, og det er rigtig sundt for øjnene,” forklarer Pernille Mikkelsen og fortsætter:

Nægtede at sælge et par briller – synstræning var løsningen Netop dét med at træne børns øjne er noget, Pernille og mange af Louis Nielsens øvrige optikere har gode erfaringer med – også selvom det ikke er noget kæden selv kan tilbyde kunderne at gøre.

”Vi har haft nogle meget positive cases med synstræning til børn, der har oplevet koncentrationsbesvær, læsebesvær, hovedpine, motoriske problemer osv., som ikke umiddelbart kunne afhjælpes med briller. Et konkret eksempel var en kvinde, der kom ind i en af vores butikker med sin 10-årige datter, der oplevede alle de ovenstående symptomer, hvilket havde en negativ effekt på pigens sociale evner og trivsel i skolen. Vores optiker måtte efter en synsprøve faktisk sige nej til at sælge dem et par briller fordi, han simpelthen ikke kunne få øje på et klinisk behov. I stedet foreslog han pigen og hendes mor at tale med en synstræner, der til gengæld hurtigt kunne konstatere, at pigens øjenmuskler skulle trænes op,” fortæller Pernille Mikkelsen.

I løbet af et grundigt træningsforløb på nogle måneder, hvor pigen dagligt skulle igennem nogle ”kigge-øvelser”, skete der markante forbedringer, hovedpinen forsvandt og læseevnen blev væsentligt bedre, ligesom en forbedret motorik betød, at pigen nu kunne deltage i almindelig sport i skolen.

”Faktisk er pigen efterfølgende blevet en dygtig bueskytte, hvilket havde været umuligt for hende før træningsforløbet,” siger Pernille Mikkelsen.

Øjnene skal passes på hele livet Det er dog ikke blot børnenes syn, der skal passes på. Øjnene udvikler sig hele livet, og derfor burde det ifølge Pernille Mikkelsen være en integreret del af vores alles helbredsrutiner at få jævnlige synstjek – eksempelvis som man gør med tandlægebesøg:

”Vi ved, at øjnene udvikler sig hele livet, og at dét med f.eks. iPad-kiggeri også kan have en negativ effekt på voksne. Mit eget syn blev faktisk ringere i løbet af min studieperiode, fordi jeg sad med næsen begravet i bøgerne, helt tæt på ansigtet.”

Kan redde livet ved at få tjekket øjnene Sagt på en lidt dramatisk måde: Det kan faktisk redde dit liv at gå til optiker. I Louis Nielsen arbejdes der konstant på at blive endnu bedre til at opdage potentielle helbredsricisi hos kunderne, når de er inde til synstest – for det er nemlig ikke blot et spørgsmål om at kunne opremse bogstaver fra en tavle.

”Når vi har kunderne inde til synsprøver foretager vi en grundig helbredsundersøgelse af øjnene, hvor vi bl.a. affotograferer nethinden i en såkaldt fundus-screening. På billederne registrerer optikerne ofte alvorlige sygdomstegn hos kunderne, der ellers ikke var opdaget,” fortæller Pernille Mikkelsen og understreger, at optikerne ikke diagnosticerer kunderne, men i stedet guider dem videre til rette instanser i sundhedsvæsnet.

Sygdomstegnene, der bliver opdaget ved undersøgelserne, kan eksempelvis være grøn stær, som uden behandling kan medføre blindhed, men det kan også være tegn på livstruende tilstande som for højt tryk i hovedet, latente blodpropper eller kræft.

”Vi ser løbende så alvorlige sager, at både vi og kunderne ofte sender en ekstra venlig tanke til den mildest talt imponerende teknologi, viden og erfaring, vi som optikere i dag har til rådighed,” slutter Pernille Mikkelsen.

På nuværende tidspunkt har Louis Nielsen knap 200 dokumenterede sager, hvor sygdomme, der kunne have kostet både synet og livet for kunden, er blevet opdaget i så god tid, at kunden er kommet igennem et succesfuldt behandlingsforløb og sikkert ud på den anden siden.