Pages Navigation Menu

Børnefødselsdag

Børnefødselsdag

Der findes undtagelser, men de fleste af os glæder os hvert år, når dagen nærmer sig. Fødselsdagen, som minder os om at vi er blevet et år ældre, og som ofte medfører en sværm af ”tillykker”, varme ønsker for dagen, og så lige en enkelt fødselsdagsgave eller ti.

Hvor mange år er du?

Spørg et barn under syv år: hvor mange år er du? Svaret kommer ofte ikke bare i år, men kvarte, halve og ikke mindst trekvarte. Når man ikke er ældre, er det vigtigt at være fem trekvart og ikke bare fem år. Basta! Når fødselsdagen så nærmer sig med hastige skridt og er indenfor rækkevidde, overgår man så til begrebet ”næsten”: jeg er næsten seks år! Jo, det er marginaler der tæller.

Nu er det nu!

Kriller i maven og spændt af forventning. Man husker det selv, og nogle af os er aldrig vokset fra det! Aftenen før selve dagen: Godnat og sov godt skat! Ja, hvis skat altså kunne falde i søvn, for det er virkelig svært, når man er så spændt, at det er umuligt at finde ro under dynen, og man i stedet for vender og drejer sig, for derefter slå øjnene op to timer før stå op tid. Det har de fleste vist prøvet, og så må man ty til rævesøvn, når tiden er inde til morgenvækning med fødselsdagssang. Derfor – dæk fødselsdagsmorgenbordet aftenen før! Om morgenen, når fødselsdagsbarnet skal vækkes og fejres, er det skønt at kunne glædes over, at man var så forudseende, at dække bordet fint med flag, servietter med flag på, balloner og ikke mindst gaverne.

Du må ikke komme med til min fødselsdag!

En god gammelkendt trussel, som mange børnehavebørn slynger om sig med, når vennerne sætter sig grundigt på tværs, eller bare ikke gider lege den leg, som lige nu er favoritten.

Men hvem skal egentlig inviteres med til fødselsdagen? Det kan godt virke lidt overvældene, når en hel ”stue” fra børnehaven skal inviteres hjem til fødselsdagstraktement, eller alle syvogtyve klassekammerater, både piger og drenge. Holdningerne er mange og meget forskellige. Nogle forældre foretrækker, at man inviterer alle eller ingen, andre synes at det er ok at vælge ud, når invitationerne skal skrives. Det er en god idé, at vende problematikken på et forældremøde, så man kan finde et fælles fodslag og derved undgå kedelige optrin, når invitationerne deles ud.

Hvad skal jeg dele ud mor?

Ja, det er der mange delte meninger om! Slik eller frugt? Også her er det en rigtig god idé, at afstemme forventningerne på et fælles forældremøde. Nogle synes, at det er helt ok når børnene deler flødeboller ud, når de har fødselsdag, andre synes at det er i overkanten, fordi det bliver til en hel del slik på en børnehavestue eller i en skoleklasse med mere end tyve børn. Uanset hvad man selv synes, er det vigtigt at overholde det aftalte, for ikke at forvirre barnet og stille det i en kedelig situation, når der deles godter ud, uanset om det er slik eller mere sunde lækkerier.

Hvor skal fødselsdagen holdes?

Hoppeborg, tryllekunstner, biografture. Kunstfærdige købe-kagemænd med 3D prinsesse-dekoration og kæmpe slikposer i præmie til skattejagten. Der er masser af spændende muligheder, når man skal holde børnefødselsdag. Det kan nemt blive et udstyrsstykke, som umiddelbart kan imponere. Men det handler ikke om at leve op til andres forældres børnefødselsdage eller forsøge at sætte barren endnu højere. Basalt set gælder det kun om at give dit barn den bedste oplevelse på sin store dag. Det kan du gøre på mange måder.

Skal vi holde fødselsdagen hjemme?

En børnefødselsdag behøver ikke at blive en belastning for bankkontoen. Med lidt fantasi kan du holde en fantastisk og forholdsvis billig fest for dit barn. Med hjemmelavet mad og gratis lege. Det kræver kun kreativitet og lidt knofedt. For børnene er det vigtigste vel at være sammen med deres venner, hygge sig og få noget at spise, som de kan lide. Børnene vil lige så gerne på skovtur, på legeplads eller lave snobrød og spille bold ude i haven, hvis vejret er til det. Eller slå sig løs inden for med lege, som da mor var pige: Ballon – og stoledans, flaskehalsen peger på, limbo, sæt halen på grisen og alle de andre gode, men næsten glemte aktiviteter. Du kan finde masser af inspiration til ganske gratis lege og aktiviteter på nettet.