Pages Navigation Menu

Børnefødselsdag…

Børnefødselsdag…

Det er årets højdepunkt. Børnefødselsdagen, hvor forventningerne står i kø. Barnets glæde og forventninger er skruet op på fuldt blus, og så skal mor og far jo helst skrue den perfekte børnefest sammen.

Det behøver faktisk ikke at være så svært, og måske er vi også selv som voksne med, til at skrue unødvendigt op for ambitionerne. En klassisk fødselsdag med ”fri leg” og nem ”hapsemad” elsker de fleste børn, så hvorfor egentlig gøre det vanskeligere end det er?

Her giver hun os sine gode tips til en vellykket børnefødselsdag.

10 tips til den gode børnefødselsdag

Vi har haft 20 børn i alderen 2-5 år til fødselsdag. Til trods for det temmelig ambitiøse projekt, gik det overraskende godt. Inden eventet løb af stablen, havde vi forberedt os lidt. Ikke meget. Bare lidt. Og det gav pay-off.

TIP 1: Invitér i et afgrænset tidsrum

Vi inviterede fra 10-12.30. Min tese var, at vi derved fik friske børn, uden korte lunter. Det blev bekræftet. Samtidig fik jeg at vide, at tre timer er absolut MAX i den alder. Så 2,5 time var perfekt. I dét tidsrum havde jeg også indregnet at forældrene ville hænge lidt ud ved afhentning.

TIP 2: Forbered fødselsdagsbarnet på at der bliver leget med hans/hendes legetøj

Aftenen inden fødselsdagen tog vi en kort snak om, at når alle børnene kom dagen efter, så ville de synes, at hans legetøj var super sejt, og ville lege med det hele. Så hvis der var noget af det (f. eks. Lego han havde bygget), som de ikke måtte lege med, så gemte vi det væk. Det var han helt cool med.

TIP 3: Ekstra voksenhænder

Uanset – næsten – hvor mange børn der kommer, så har I brug for flere hænder. For pludselig er der én der har lavet lort, en anden der har slået sig, en tredje der er tørstig, og en fjerde der er på vej op i lysekronen – eller ind til naboen. Så er det VIRKELIG rart at have allieret sig med 1-3 forældre der bliver hængende og giver en hånd med. Og HEY! Det er tophyggeligt. Bare husk kaffe til det hjælpende folk.

TIP 4: Leg til gaveuddeling

Først og fremmest, det er en god idé at strukturere gaveuddelingen. Hvorfor? Fordi gæstebørnene har glædet sig enormt, til at se fødselsdagsbarnet åbne LIGE præcis deres gave – husk på at det er deres lille mulighed for ”shine” på dagen, resten af tiden kommer fokus til at være på fødselsdagsbarnet. Så selvom det er fristende at lægge dem i en bunke og bare lade stå til. Så er det faktisk ret godt med en lille leg omkring det.

Vi havde på forhånd fundet et par forskellige memoryspil kort. Hvert barn fik den ene halvdel af sættet, og det andet kort blev lagt i en æske. Så satte vi samtlige børn i en rundkreds, med hver deres gave i den ene hånd, og deres kort i den anden. Fødselsdagsbarnet trak derefter ét kort ad gangen, og så gjaldt det om, for gæstebørnene, at holde øje med hvornår deres gave blev trukket. Selvom det tog omkring 20 min. Holdt de overraskende flot koncentrationen. BONUS INFO 1: Er der et par urostiftere i selskabet, kan man med fordel skille dem ad, eller sætte sig ned i mellem dem. BONUS INFO 2: Gem gaverne væk efter uddelingen, så kan I altid hive dem frem, når gæsterne er gået.

TIP 5: Indret legezoner

Vi havde ikke de store aktiviteter planlagt, for i virkeligheden vil børnene bare gerne se fødselsdagsbarnets værelse og legeting. Så vi havde på forhånd indrettet legestationer i stue, køkken og på børneværelserne. F. eks. et hjørne med puslespil, et område med Flexi trax, et område med Lego, etc. Og fordi vi havde cowboy/indianer tema, havde vi købt lidt pap og fjer ind, så man kunne lave sin egen indianer krans. Det kunne også være ansigtsmaling, eller andet. Her kan man med fordel sætte én af de hjælpende voksen hænder til at assistere.

TIP 6: Forventningsafstem

Hver gang børnene samles, så fortæl dem hvad de skal lave nu, og hvad der skal ske efter det. Ikke mere. Blot at de hele tiden har en følelse af, at der er styr på det. Det giver nogle roligere børn (så rolige 20 unger på fem år kan være).

TIP 7: NEM MAD!

Man kan godt gøre det store ud af det. Men vi valgte den nemme vej og fandt frysepølsehorn, færdiglavede frikadeller, og en kagemand fra bageren. Det var virkelig nemt. Det eneste vi havde været kreative omkring, og som ungerne i øvrigt var bedøvende ligeglade med (det kunne være kommet i en skål, hvis man spurgte dem), var frugttotempælene.

TIP 8: Hav et par lege i baghånden

Det kan være en god idé at have et par simple lege, man kan hive op af hatten. F. eks. greb jeg chancen i dag og legede ståtrold, med seks af drengene i haven. Ståtrold er en fangeleg, hvor én fanger, og når man bliver fanget af fangeren, skal man stille sig med armene strakt ud til siden, herefter kan man blive befriet af én af de andre, hvis de løber under en af armene på den fangede. Så kan man altid lade fangerrollen gå på omgang.

TIP 9: Invitér de voksne på kaffe

Det er ikke noget bedre for børn, end at se at deres forældre hygger sig med hinanden. I kid you not, børn bonder bedre, når forældrene også gør det. Så sørg for at der er lidt kaffe (og måske kage i overskud) som du kan tilbyde forældrene, når de henter. Det er tophyggeligt.

TIP 10: Lav en tidsplan/agenda

Jeg gik til dagen, som jeg plejer at gå til vigtige møder med topchefer på arbejdet. Jeg havde på forhånd sat mig, mentalt, i førerstolen, og så havde jeg en defineret tidsplan, vi forsøgte at holde os indenfor. Det giver tre ting; 1. Du udstråler overfor for ungerne at dét hér, det har du styr på, 2. Du HAR styr på det, 3. De voksne hænder du har lokket med, kan meget nemmere hjælpe til, når de kender til den overordnede plan (som du har skrevet ned og lagt frem).

EKS. Altså min så således ud, så ikke noget fancy eller forkromet:

10-10.10: Ankomst

10.10-10.30: Gaveuddeling

10.30-11.15: Fri leg i legezonerne

11.15-11.25: Indfangning af børn, vask af hænder (dette punkt stod ikke på min plan, men det tager lang tid, så man kan ligeså godt sætte tid af til det)

11.25-12.00: Frokost, fødselsdagssang og kagemand

12.00-12.30: Fri leg og hygge

Når det så er sagt? Så havde vi, verdens bedste børnefødselsdag. Og jeg gør det GERNE igen. Forberedelse er nøglen. Virkelig. Og så lev det, nyd det, indsnus hvor herligt det er, at se børn i deres rette element, som en flue på en væg. De er nogle helt fantastiske og sjove små størrelser.

christinaChristina Havning er mor til to og kvinden bag bloggen, www.karmamilli.dk og designvirksomheden www.designedlearning.dk, hvor du er velkommen til at kigge forbi.