Pages Navigation Menu

Børn, sport og bevægelse

Børn, sport og bevægelse

De fleste børn er glade for at dyrke sport og kan godt lide at gå ”til noget”. Her møder de nye venner med samme interesser, de bliver i godt humør, når de får rørt sig og selvværdet stiger i takt med, at de bliver dygtigere.

Af Bonnie Jensen

Det begynder så småt i børnehaven. Drengene møder op i fodboldtrøjer, og pigerne laver gymnastikopvisning i puderummet. Ungerne er nu store nok til at sparke til en bold, løbe uden at falde over deres egne ben og til at koordinere arme og ben i fine vejrmøller. Og det er her, at du som forælder, måske begynder at overveje hvilken sport lille Sofie eller Emil skal dyrke. Nogle forældre rådfører sig med legekammeraternes forældre, og lokker dermed deres eget barn til at følge bedstevennens interesse. Andre forældre vælger ud fra egne interesser, og sender sønnike til fodbold og tøsebarnet til gymnastik eller dans. Dette er helt fint i starten, så længe barnet ikke selv har nogle ønsker. Men så snart barnet har prøvet noget, skal han/hun også have lov til at udtrykke sig om egne ønsker og selv vælge en evt. helt anden genre, det måske passer bedre til temperament og evner.

Sport fremmer fysisk udvikling og sociale relationer

Børn og sport er en rigtig god kombination, og det er der mange grunde til. Først og fremmest fordi sport fremmer børnenes fysiske udvikling, er godt for deres personlighed, giver en sund livsstil og gavner det sociale samvær med andre børn. Derudover er det kendt, at børn som har været fysisk aktive som små, vil fortsætte deres aktive liv som voksne. De vil have større fysisk styrke og vil kunne fastholde en fysisk aktivitet i længere tid. Desuden er fysisk aktivitet, en sidegevinst for at modvirke den stillesiddende aktivitet som blandt andet fjernsynet og computerspil medfører. Især fra 11 års alderen går det støt ned af bakke. Ifølge Sundhedsstyrelsen lever halvdelen af alle unge mellem 11-15 år således i dag et fysisk inaktivt liv. Sport udøvet i en tidlig alder er også med til, at gøre børnene mere socialt aktive, og de lærer at omgås andre de ikke lige umiddelbart møder til hverdag. Dog skal man altid i forbindelse med sport og fysisk aktivitet, tage hensyn til barnets alder og velfærd. Dvs. man skal ikke presse barnet til at dyrke håndbold bare fordi mor gjorde det som barn. Det er vigtigt at vente på, at barnet selv viser tegn på at være klar til at prøve en sport, og her lytte til hvilken sportsgren barnet ønsker. Hvis forældre lader deres egne ambitioner påvirke barnets sport, kan det hurtigt ødelægge glæden for barnet.

Hvad skal vi være opmærksomme på?

I de første år er det vigtigt at børnene ikke overbelaster deres krop, da de stadig er i voksealderen. De skal føle, at sporten er en glæde, og ikke en pinsel som gør ondt. Hvis barnet bliver træt, får ondt eller på anden måde påvirkes af træningen, bør man lade barnet holde en pause og komme til kræfterne igen. Afpas træningen med barnets alder. Nogle børn vil gerne have lov til at sidde på sidelinjen og kigge på i en periode, enten inden start eller efter et par uger. Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ikke vil dyrke sporten længere, de har måske bare behov for at lære omgivelserne lidt bedre at kende. Hav tålmodighed og lad vær med at forsøge at presse barnet i gang.

Inden træning bør barnet kun spise madvarer med let fordøjelige fibre og et lavt fedtindhold, i små portioner. Måltidet bør foregå et par timer før træningen begyndes, da man kan føle sig træt efter et tungt måltid, og det indbyder ikke til fysisk udfoldelse. Udover det, kan barnet få sidestik hvis det anstrenger sig fysisk lige efter et tungt måltid.

Bedre selvværd

I en nyere canadisk undersøgelse har man fundet, at børn der sidder meget stille i deres fritid (fx foran et tv eller en pc) har klart mindre psykisk trivsel, end børn der er mere aktive i deres fritid, bl.a. ved at deltage i en eller anden form for sport. I denne canadiske undersøgelse blev psykisk trivsel især målt ved to ting: Frihed for negative følelser som ængstelse og nedtrykthed, og som tilstedeværelse af et rimeligt godt selvværd. Hvad selvværd angår, har en anden amerikansk forskergruppe imidlertid fundet, at det afhænger lidt af, hvilken sportsgren de deltager i. Ved at undersøge selvværd og selvtillid hos ca. 1000 børn i otte- til tolvårsalderen, fandt de at der var et bedre selvværd hos de aktive end hos de mere passive skoleelever. Men ved at se på selvværd i relation til specielle sportsgrene fandt de også, at der var en temmelig slående forskel på virkningen af at deltage i individuelle sportsgrene som atletik eller tennis på den ene side og gruppebaserede sportsgrene som fodbold og basketball på den anden side. Selvværdet var klart bedre i den sidstnævnte kategori, de holdbaserede sportsgrene. Mens selvværdet hos børnene der deltog i individuelle sportsgrene, ikke var så meget bedre end hos de ikke-sportslige skoleelever.

Kørselsordninger

Børns fritidsinteresser kan være tidskrævende for mor og far, specielt hvis børnene skal køres. Og i børnefamilier med flere børn, kan logistikken blive svær at få til at gå op i en højere enhed. Men her kan det være en god idé at lave kørselsordninger med andre forældre så I skiftes til at fragte børnene.

Hvilken sportsgren?

Kaossport er sportsgrene med stor fysisk kontakt, og hvor det ikke er så let at forudsige, hvad det er, man skal lære. Det gælder både om at løbe hurtigt, hoppe højt, drible med bolden og gribe bolden. Oveni kommer så den taktiske forståelse af spillet. Det kan være svært for børnene at forstå præcis, hvad de skal gøre for at blive bedre. Nogle børn befinder sig fint med det og tonser bare på. Typisk de samme børn, der befinder sig godt med fri leg i børnehaven. Andre er mere analyserende og har brug for klare rammer i stedet for kaos, det er de børn, som elsker faste aktiviteter i børnehaven, hvor de voksne leder slagets gang. Men husk på, at selv om dit barn måske ikke trives med store grupper eller meget frie rammer som femårig, udvikler børn sig, og måske har dit barn det anderledes med det som syvårig og vil kunne komme til at elske fodbold eller håndbold i den alder.

Hvis barnet er genert og indadvendt, kan det være en god ide at lade barnet deltage i en holdsport som fodbold, basket, håndbold mv. For rastløse eller udadvendte børn, kan en solosport som svømning, skøjteløb eller atletik være en god ide. Lad barnet vælge selv, og lad også gerne barnet prøve forskellige sportsgrene inden I som forældre investerer alt for mange penge i diverse udstyr.