Pages Navigation Menu

Bliv set i mørket

Bliv set i mørket

Når mørket falder på, kan det være svært for bilister at se vores børn i trafikken. Husk derfor altid at have lys på cyklen og reflekser på tøjet.

Af Bonnie Jensen

Vores børn er eventyrlystne og vil gerne ud og opleve den store verden på egen hånd. Det gælder både for Ida der gerne vil besøge bedsteveninden der bor kun to veje væk i samme trygge villakvarter, eller for Peter der bor i en tætbygget lejlighedskarré, hvor legekammeraten bor lige ovre på den anden side af gaden. Vi vil gerne lære vores børn at tage ansvar for sig selv, men samtidigt er det vigtigt at vi føler os trygge når vi sender arveguldet ud ad døren.

Ifølge færdselsloven må børn cykle alene når de er seks år, men det er først i 10-12 års alderen man kan forvente, at barnet cykler sikkert i trafikken. Der findes ikke generelle regler for hvornår vores børn må færdes på gå-ben alene i trafikken, men der er mange ting at forholde sig til og som kan forvirre barnet. Det er både de andre trafikanters hastighed og hensigt, samtidig med at barnet skal beslutte, hvordan det selv skal agere i situationen, for ikke at huske noget mindst ligeså vigtigt – lys på cyklen og reflekser på tøjet, så de kan ses af bilisterne på vejene og rundt om gadehjørnerne.

Intet udsyn i mørket

Tæt tåge, snevejr, silende regn, tusmørke, eller en diset morgen, gør udsynet nærmest umuligt, og derfor er det vigtigt med reflekser på tøj og tasker, det kan i sidste ende være med til at redde liv. Det er også lovpligtigt med reflekser og lys på cyklen, så vi kan lige så godt lære vores børn fra starten, at hvis man glemmer sine cykellygter, må man trække cyklen – og det står ikke til diskussion.

Når en cykel rammes af stærkt lys fra en bil, ser bilisten ofte reflekserne tydeligere end cykellygterne. Reflekserne i hjulene gør desuden, at cyklisten bedre ses fra siden. Derfor er reflekser vigtige og vi vælger ikke selv om vi vil have reflekser på vores cykel, det er ganske enkelt lovpligtigt. Du kan se hvilke reflekser, der skal være på din eller dit barns cykel på cyklistforbundets hjemmeside. Cyklen skal være udstyret med de lovpligtige reflekser uanset om det er lyst eller mørkt.

Hvilke lygter

En cykellygte skal være tydeligt synlig på mindst 300 meters afstand uden at virke blændende. 300 meters reglen er dog en tommelfingerregel – hvis det f.eks. er tåget, kan lygten selvfølgelig ikke ses på 300 meters afstand. Lygten skal desuden være synlig fra siden. En forlygte må gerne lyse gult, hvidt eller blåligt. Hvis den lyser gult, må den ikke blinke, men hvis den lyser hvidt eller blåt, må den gerne blinke. Hvis lygten blinker, skal den gøre det med mindst 120 blink i minuttet. Cyklens baglygte skal lyse rødt, og den må også gerne blinke, og ligesom med forlygten, skal det ske med minimum 120 blink i minuttet. Det gælder for både for- og baglygten at den skal kunne lyse i minimum 5 timer i 5 graders varme.

Reflekser kan miste evnen til at reflektere lys efter bare et år. Tjek derfor jævnligt, at de virker, og husk at det kan være en god idé også altid at have en god gammeldags refleksbrik i lommerne.

Kilde: Cyklistforbundet og Sikker Trafik