Bliv set i mørket

Sommeren går på hæld, og de mørke aftener sniger sig ind på os igen. Vi bliver dermed lettere at overse, når vi færdes ude.

Af Henriette Rosenthal

På flere børnejakker er der påsyet refleksbånd. Det er en rigtig god ide, for på den måde bliver barnet mere synligt i trafikken. Man ser også flere cyklister, som har iført sig en skrigende gul refleksvest, på de danske cykelstier.

Reflekser på tøjet

Hvis du går i mørke på en vej uden gadebelysning og du ikke har reflekser på, kan bilisten først se dig på ca. 25-40 meters afstand. Det kan være for kort afstand til, at han eller hun kan nå at bremse.
Hvis du har reflekser på dit tøj, eller har en refleksvest på, kan bilisten kan se dig på ca. 130-140 meters afstand med nærlys og over 400 meters afstand med fjernlys. Jo før, du bliver opdaget, jo længere tid har bilisten til at sætte farten ned og køre uden om dig.

Lys på cyklen

En cykel med to hjul skal udstyres med mindst én forlygte og mindst én baglygte. Lygterne skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand. De skal kunne ses fra siden og være tændt fra solnedgang til solopgang. Lygter skal monteres på cyklen og ikke på cyklisten. Lygter i bukselommen og omkring benet må gerne sidde der som supplement til de lygter, der sidder på cyklen, men ikke alene.

Reflekser er næsten lige så vigtige som lygter

Når en cykel rammes af stærkt lys fra en bil, ser bilisten ofte reflekserne tydeligere end cykellygterne. Reflekserne i hjulene gør også, at cyklisten bedre ses fra siden. Derfor er reflekser vigtige. For at blive endnu mere synlig kan man supplere de lovpligtige reflekser med ekstra reflekser på cykel, tøj og tasker. Reflekser på selve cyklen skal følge ”farvekoden” for de lovpligtige reflekser, som er hvid fremad, rød bagud og gul til siden og på bevægelige dele.

En fordel ved reflekser på tøj og tasker er, at de følger med, når man stiger af cyklen. Der findes også overtøj og tasker, som er syet af reflekterende stof.

Fem gode reflekstips

Husk disse fem reflekstips, og bliv mere synlig i den mørke tid.

  1. Det er vigtigt, at refleksen sidder i en snor, så den bevæger sig, når du færdes i trafikken.
  2. Husk at placere refleksen lavt, så billygterne kan ramme den.
  3. Der skal sidde en refleks både foran og bagpå overtøjet.
  4. Der skal både være refleks på overtøjet og rygsækken.
  5. En refleks skal jævnligt skiftes ud, da effekten aftager efter vask. Husk, at en refleks kan holde til ca. 30 vaske.

Kilder: Børneulykkesfonden, Rådet for Sikker Trafik, Cyklistforbundet