Pages Navigation Menu

Bevar den bløde babyhud

Bevar den bløde babyhud

Bløde kinder, buttede lår og ”elastikker” om håndleddene. En lille velnæret baby med hud så blød som silke. Denne beskrivelse stemmer nok meget godt overens med det billede, vi helst ser af den lille ny. Virkeligheden er imidlertid at babyhud, foruden at være fløjlsblød, også er sart og modtageliglig for ydre påvirkninger.

Af Henriette Rosenthal Muld

Et spædbarns hud er tyndere end voksnes, og indeholder ikke den samme bakterieflora til at beskytte mod fremmede mikroorganismer og ydre påvirkninger som for eksempel vind, sol og sæbe. Derfor er det vigtigt at holde huden ren og tør for at øge hudens modstandsstyrke, ligesom det også anbefales, af Astma- Allergi Danmark, at gå i en lang bue udenom produkter der indeholder parfume ─ også af den naturlige slags. Naturlige eller økologiske parfumestoffer og essentielle olier er nemlig lige så allergifremkaldende som industriens kemisk fremstillede duftstoffer, og kan derfor også fremkalde irritation og udslæt på den sarte babyhud. For at være på den sikre side, er det derfor en god idé at vælge produkter, hvor der står “parfumefri”.

Udslæt på de bløde kinder

Fuld af ubeskrivelig stolthed viser man stolt sin lille ny frem. Verdenens syvende vidunder, intet mindre. Og midt i stoltheden viser det sig, at den lille har fået udslæt eller endda bumser? Ja, det er nemlig helt normalt, at spædbørn får lidt udslæt i sine første uger. Knopperne minder om små bumser og kan bevæge sig rundt på kroppen. Disse kaldes også flyveknopper og er helt normale. Nogle børn får knopperne i sværere grad end andre. Dette er en reaktion på, at mors hormoner – som passerer over i barnets blod i fostertiden ─ men bare rolig ─ de forsvinder igen.

Vær opmærksom på babyens hudfolder

Man skal være særlig opmærksom på babyens hudfolder. Her er der en ekstra varmeudvikling, og der bliver nemt fugtigt. Dette kan medføre ildelugtende hudløshed. Det kan være steder som bag ørerne, under ”hagerne”, under armen, og i lysken. Man skal mærke efter om huden er tør. I så fald kræves ingen speciel pleje. Bliver huden imidlertid rød, kan man smøre huden med et tyndt lag zinksalve og være ekstra opmærksom på at holde ”området” tørt.

Rød i halen

En baby har numsen pakket ind i ble de fleste af døgnets timer, men på grund af de hyppige afføringer babyen har i starten, er huden ofte fugtig. Hyppige bleskift og gode engangsbleer sørger for, at den tynde hud holdes tør og fin. Hvis halen alligevel er blevet rød, kan man, også her, benytte lidt zinksalve til at danne en barriere og beskytte huden, så det ikke svier, mens huden heler fint op igen. At ligge uden ble ved hvert bleskift og lade luften tørre huden yderligere, er også godt.

Kilde: Sundhed.dk

Gode råd om babyhudpleje

* Det er vigtigt at bruge produkter, der er så milde og nænsomme for babys hud som muligt. Produkterne bør være klinisk testede og dokumenterede milde.

* Undgå for eksempel parfume og andre unødvendige stoffer, da disse kan være allergifremkaldende.

* Blebørn kan få rødme i bleområdet af fugt, varme og urin. Sørg for at barnets hud er ren og tør efter bleskift.

* Er uheldet ude og bleområdet er blevet rødt og hævet anbefales et tyndt lag zinksalve som dæmper rødme og hævelse.