Pages Navigation Menu

Babys Udstyr – Børnefamilier køber ind i blinde

Babys Udstyr – Børnefamilier køber ind i blinde

Babys udstyr – Børnefamilier køber ind i blinde

De fleste børnefamilier tror fejlagtigt, at barnevognen eller barneselen automatisk er testet, inden den lander i butikken. Men det er sjældent tilfældet.

Læs hér hvad man som småbørnsforælder, så kan gøre.

For nylig kom det frem, at otte ud af ti danskere har tillid til at de fleste børneprodukter har været igennem en uvildig kontrol, inden de havner i butikkerne. Undersøgelsen som Forbrugerrådet havde foretaget for Varefakta viste, at 43 procent af danskerne tror, at myndighederne tjekker alle børneprodukter, inden de må sælges, mens yderligere 40 procent har tiltro til, at de fleste børneprodukter testes af en uvildig instans.

“Men kan det nu ikke være ligegyldigt? Sikkerheden er vel i orden alligevel, er der måske nogle der tænker.

Sådan forholder det sig desværre ikke” fortæller direktør i Varefakta Helga Møller.

Barnesenge dumpede

Forbrugerrådet Tænks blad har over en årrække testet en række børneprodukter, og det viser sig tydeligt, at der er sikkerhedsmæssige problemer over en bred kam:

Barnesenge 4 ud af 10 dumper på sikkerhed og holdbarhed bl.a. tremmerne.

Babyalarmer hvor 2 alarmer fungerer virkelig dårligt i forhold til rækkevidde og forstyrrelser.

Klapvogne hvor 3 har sikkerhedsproblemer med fingerklemfælder og et materiale, børn kan bide af sikkerhedsbøjlen.

Generelt er det sådan, at det er producenten, der har ansvaret for, at de børneprodukter, de fremstiller, er sikre. Men lever producenten ikke op til sit ansvar, så er det, at der kan komme farlige produkter ud i butikkerne. Således måtte Sikkerhedsstyrelsen trække syv barnevogne af markedet for nogle år siden, fordi sikkerheden ikke var i orden.

Én uvildig instans

Der findes imidlertid en uvildig instans herhjemme, som varetager uafhængig sikkerhedstest af barnevogne. Det er Varefakta. Varefakta tester og stikprøvekontrollerer for eksempel: barneseler, barnevogne, engangsbleer, høje barnestole, madrasser til børn, sutter, senge- og rejsesenge til børn. Det er derfor, at Sundhedsstyrelsen, kommuner og andre offentlige instanser er enige om at anbefale brug af Varefakta-testede produkter eksempelvis i daginstitutioner.

Hvis man tager barnevognen som eksempel, så bliver den testet på en række områder på et akkrediteret, uafhængigt testlaboratorium: Der testes for: Styrke, holdbarhed og stabilitet, bremser, rustrisiko, kemiske stoffer, der kan være skadelige for barnet, sikkerhed ved sammenklapningsmekanismen, regntæthed, seleringenes placering og styrke. Desuden gentages testen årligt som stikprøvekontrol for at sikre, at sikkerheden fortsat er i orden.

“Vil man som børneforælder kunne regne med, at sikkerheden er i orden, bør man spørge forhandleren, om produktet er testet af Varefakta. Er det ikke tilfældet, bør man overveje, om man vil løbe den risiko, det indebærer at købe produktet,” siger Helga Møller.