Pages Navigation Menu

Babyliv…

Babyliv…

Forventning, spænding og en lille snert af bekymring. Tre følelser, som ofte blander sig med følelsen af eufori, når graviditetstesten bekræfter, at der et lille nyt liv på vej.

Af Henriette Rosenthal Muld

Efter fødslen

Sørg for at så mange ting som muligt er på plads, før fødslen starter. Redbyggeri hører med til at vente en baby. Der skal indkøbes babytøj og -udstyr, ligesom barnevognen skal bestilles eller lånes af venner eller familie, der har en, de ikke bruger længere. Det er også rart, at have tænkt en lille smule længere, når man står med den lille i armene, og barselsdagene kan tage sin begyndelse.

Her er et par tips til dagene efter fødslen:

Hvis I har en fryser, så fyld den op med færdiglavet mad.

Tag gerne imod praktisk hjælp fra venner og familie.

Husk at en barselsgave også kan være et måltid mad, eller en hjælpende hånd til rengøringen.

 

Amning

Den sundeste ernæring for det nyfødte barn er modermælk, og studier peger i retning af, at amning har betydning for en lang række helbredsmæssige forhold hos både mor og barn.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn ammes fuldt, til de er omkring seks måneder. Delvis amning anbefales til 12 måneder eller længere.

For barnet tyder de eksisterende studier på, at amning:

  • nedsætter risikoen for infektionssygdomme, specielt diarré, mellemørebetændelse og luftvejsinfektioner.
  • nedsætter risikoen for udvikling af nogle allergiske sygdomme – især hos

børn, der er arveligt disponeret for allergi.

  • nedsætter risikoen for cøliaki og inflammatoriske tarmsygdomme.
  • nedsætter risikoen for type 1-diabetes og muligvis nogle børnecancerformer
  • medfører en bedre synsfunktion i ammeperioden.
  • medfører en lidt lavere tilvækst (vægt og længde) i første leveår, men muligvis en øget sluthøjde.
  • muligvis medfører en bedre kognitiv udvikling – også efter ammeperioden.
  • muligvis nedsætter risikoen for pludselig uventet spædbarnsdød.
  • muligvis nedsætter risikoen for fedme i barndommen.
  • er associeret med et lidt lavere blodtryk, en mere gunstig lipidprofil og en nedsat risiko for type 2-diabetes senere i livet.
  • ikke har betydning for risikoen for hjerte-kar-sygdom.

For moderen tyder de eksisterende studier på, at amning:

  • nedsætter risikoen for brystkræft og muligvis kræft i æggestokkene.
  • ikke har en negativ betydning for knoglemineraliseringen eller risikoen for fraktur.
  • ikke har væsentlig betydning for vægttab efter fødslen.
  • muligvis nedsætter risikoen for type 2-diabetes.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

 

Strækmærker?

Du er ikke alene, hvis du har fået strækmærker under din graviditet. Ca. 90 % af alle gravide kvinder får dem i slutningen af graviditeten.

Strækmærkerne krymper efter fødslen, men de forsvinder almindeligvis ikke fuldstændig. De fleste strækmærker blegner dog med tiden, og ses på huden som hvidlige eller hudfarvede striber. Selv om det, for nogen, måske er svært, ligefrem at elske sine strækmærker, er det værd at huske på, at de opstod som følge af graviditeten, der førte til velkomst af verdens dejligste baby.

 

Hvor skal fødslen foregå – hjemme eller på en fødeafdeling?

Når man bliver gravid, er der mange ting at tage stilling til. Én af dem er, hvor du gerne vil føde – og måske synes du, at det ville være rart at føde hjemme i trygge, vante omgivelser?

Du har mulighed for, at vælge en hjemmefødsel, hvis det forventes, at du føder uden komplikationer.

Det vil sige, at du:

  • er sund og rask.
  • har en ukompliceret graviditet.
  • føder til tiden. (fra tre uger før til to uger efter terminen)
  • har ved evt. tidligere fødsler haft en ukompliceret graviditet og fødsel.
  • håber og forventer at føde uden medicinsk eller anden indgriben i fødslen.

 

Tjekliste til hjemmefødslen:

  • Er der vinduer, der skal afdækkes for at sikre privatlivet under fødslen?
  • Fødekar kan lejes eller lånes. Alternativt voksdug og sengetøj til sengen eller et andet leje.
  • Store puder eller en sækkestol at sidde op ad.
  • Opvarm rummet til 22-24 grader.
  • Skammel til jordemoren.
  • Godt arbejdslys.
  • Vaskefad og bakke til jordemorens ting.
  • Gamle håndklæder.
  • To store affaldssække og en rulle almindelige til vasketøj og affald.
  • Bleer og tøj til baby.
  • Babydyne og svøb/stofbleer.
  • Et sted, at holde håndklæder, svøb og dyne lune.
  • Rummelige underbukser til dig.
  • Store menstruationsbind.
  • Mad og drikke til dig selv, hjælpere og jordemoren.

Kilde: Hvidovre Hospital

Husk at knibe…

Husk at det er særligt vigtigt, at komme i gang med at træne bækkenbunden efter en fødsel.

Under graviditeten og fødslen er bækkenbundens muskler meget belastede. I løbet af fødslen bliver barnet presset igennem bækkenbundsmusklerne, som bliver voldsomt udspilet under passagen. Det er derfor bedst at begynde optræningen af bækkenbundens muskler, så hurtigt som muligt efter fødslen.

Mange kvinder kan efterfølgende opleve at tisse lidt, når de griner, hoster eller anstrenger sig. Derfor er det vigtigt at træne sin bækkenbundsmuskulatur op igen ved at lave knibeøvelser.

 

Hvor mange knib skal jeg lave?

Akkurat som når du træner andre muskler i kroppen, skal du lave mange gentagelser, hvis du vil have effekt af din bækkenbundstræning.

  • Begynd med 10 – 15 knib i træk. Det afhænger af, hvor kraftigt du kniber.
  • Herefter holdes en pause et halvt minut.
  • Gentag knibeøvelsen 10 – 15 gange mere.
  • Alt i alt skal det helst blive til et sæt knib på hver 10-15 knib, gerne 1-3 gange dagligt.

Kilde: Hvidovre Hospital

 

Udslæt på de bløde babykinder

Fyldt op af ubeskrivelig stolthed viser man sin lille baby frem. Verdenens syvende vidunder, intet mindre. Og midt i stoltheden viser det sig, at den lille har fået udslæt eller endda bumser? Ja, det er nemlig helt normalt, at spædbørn får lidt udslæt i sin første tid. Knopperne minder om små bumser, som kan bevæge sig rundt på kroppen. Det er hormonknopper, der kommer fra moderens hormoner efter fødslen og bare rolig – de fleste hormonknopper vil være forsvundet i løbet af en uges tid efter fødslen.

 

Vaskemiddel til babytøjet

Mon ikke de fleste der har en baby, kan skrive under på, at vaskemaskinen får lov til at tage sin tørn med stofbleer og babytøj i lange baner?

Man kan forebygge kontaktallergi ved, blandt andet, at vælge sit vaskemiddel med omhu.

Gå langt uden om optisk hvidt, farvestoffer, parfume og de stærkt allergifremkaldende stoffer formaldehyd og formaldehyddonor, når du vælger vaskepulver til din babys tøj. Desværre er det ikke så enkelt, som det lyder, da der modsat på hudpleje ikke er lovkrav om fuld deklaration på vaskemidler.

Går du efter vaskepulver med Den Blå Krans, slipper du uden om ovennævnte allergiskurke og får samtidig et produkt, hvor du på pakken kan se alle indholdsstoffer.

Kilde: Astma-Allergi Danmark.

 

Hvornår kommer tænderne?

Alle babyer er forskellige, men ofte kommer de første fortænder, når babyen er omkring seks til otte måneder gammel. En lille procentdel af børn kan få deres første tænder allerede i 4-månedersalderen. De første kindtænder kommer ved 1-årsalderen, andre kindtænder kommer omkring 2-årsalderen.

Start med at børste babyens tænder to gange om dagen, når den første tand kommer. Den vigtigste tandbørstning er den lige før sengetid. Brug en blød tandbørste beregnet til babyer. Smør lidt tandpasta på tandbørsten, men ikke mere end hvad der svarer til et risgryn.

Kilde: Sundhed.dk

 

Den rigtige ble til din baby

Din baby har numsen i ble de fleste af døgnets timer. Derfor gælder det om at vælge rigtigt. Gå helt uden om bleer med lotion og parfume, og find den rigtige pasform til dit barn, så bleen ikke generer babyens sarte hud.

Kilde: Astma-Allergi Danmark.

 

En smuk hovedfacon

Spædbørn kan få skæv hovedfacon og fladt baghoved, hvis de også ligger meget på ryggen, når de er vågne.

Det kan forebygges:

  • Lad barnet ligge mest muligt på maven, når det er vågent og ikke er på din arm. Det styrker også barnets motoriske udvikling.
  • Rul barnet rundt på maven og lad det ligge så længe, det er muligt, hver gang det har fået skiftet ble.
  • Vær opmærksom på, at barnets hoved ikke altid vender til samme side, når barnet sover på ryggen.„
  • Sørg for at pusle, lege og tale med barnet fra både højre og venstre side.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.