Pages Navigation Menu

Ahh… sommerferie

Ahh… sommerferie

Sommerferien er lige om hjørnet, og selvom det er noget vi alle glæder os til, kan det sagtens give sved på panden i nogle familier. Forberedelse, forberedelse og atter forberedelse… Det er nøgleordet til en tryg og dejlig ferie for hele familien.

I en børnefamilies til tider hektiske hverdag med masser arbejde, skole, børnehave, legekammerater og fritidsinteresser, kan en god ferie være det der får hverdagene til at glide lettere. En ferie hvor alles ønsker tilgodeses, og hvor der er oceaner af tid til både børnene og til voksenlivet. På ferien kan vi samle op på alt der ikke nås i hverdagen, og vi har tid til at fordybe os lange snakke om skole- eller arbejdslivet derhjemme. På ferien samles vi og har masser af tid til hinanden. Derfor er det en god idé at holde et familieråd, hvor alles ønsker bliver hørt. Måske vil storebror helst på en aktiv ferie, lillesøster vil til stranden og bade, imens mor og far trænger til et pusterum, uden for mange planlagte aktiviteter.

Som hovedregel, må det være vigtigst at familiens ferie tilgodeser hele familiens behov og ønsker, og at huske på hvorfor det er vi holder ferien. Nogle gange må man gå på kompromis, og indgå aftaler a la i år er det storebror der vælger, og til næste år et det lillesøsters tur.

Planlægning

Når ferien skal planlægges, bør man overveje destination, rejseform og rejselængde. Skal ferien holdes i vores eget land eller skal vi ud i det store udland? Skal vi booke et skønt sommerhus? Skal vi bo i et feriecenter med alskens aktiviteter? Eller skal vi booke et hotel der har tilbud til alle i familien? Start med at blive enige om destinationen, og brug derefter internettet til at finde det helt rigtige område og den perfekte feriebolig.

Hvad er realistisk? Overvej her specielt børnenes alder og behov. Kan feriestedet tilgodese alle familiemedlemmers forventninger? Er der f.eks. børnepool til de små, strand til afslapning og leg, legeplads, restauranter, aktiviteter og seværdigheder? Rejseformen er også en vigtig ting at tage stilling til.

Skal vi rejse med fly, køre i bus eller foretrækkes kør-selv-ferie bil? Hvad er realistisk? Overvej her specielt børnenes alder og behov. Har man små børn, er det en god idé at søge oplysninger om indkøbsmuligheder og vareudbud på forhånd. Kan de fleste fornødenheder til børnene købes på feriestedet, er der jo ingen grund til at medbringe bleer, ekstra sutte, babymos osv. hjemmefra.

Pak tasken med omhu Det kan være rart at være velforberedt hjemmefra. Derfor er det en god idé at pakke med omhu, så starten på ferien bliver lettere og mere afslappet. Vi har alle hver især forskellige normer for, hvad vi synes er uundværligt på rejsen og på ferien. En idé kan være at pakke en lille taske til hvert barn, som de har med sig enten i bilen eller på flyveren. Tasken kan indeholde en Ipad, Nintendo, bøger, farver, farvebøger og så lidt af barnets yndlingslegetøj. Det kan også være rart med lidt frugt eller chips, hvis lækkersulten skulle melde sig på turen. Husk dog at sukker er en dårlig idé på en lang flyve-/køreture, da det giver ekstra energi, og gør det endnu sværere at sidde stille længe ad gangen!

Til de voksne kan det være rart med lidt læsestof. Det er også godt at holde sig ajour med vejret på bestemmelsesdestinationen – skal man pakke en ekstra trøje eller rejse i noget, der er let at tage af? Skal der pakkes flere par lange bukser og ekstra trøjer til aftenerne? Endvidere kan det være rart ikke at skulle fare ud og købe bleer, tandpasta, kaffe, the, solcreme etc. lige med det samme. Derfor er en ”nødhjælpstaske” rar at have klar hjemmefra. Husk også plaster, termometer, hovedpinepiller, og hvad man ellers har brug for, hvis man bliver sløj. Klapvogn giver fleksibilitet Klapvognen er et trygt og velkendt sted at sove, og derfor kan det være en god investering at tage den med på ferien sammen med et lille tæppe. Det giver mobilitet og frihed til de voksne, som kan putte baby for natten – og stadig sidde og nyde de varme og eksotiske aftener på terrassen eller på en restaurant.

Lad barnevognen blive hjemme, en stor barnevogn kan gøre det vanskeligt at komme omkring på de små gader og stræder. Hvor mødes vi?  Børn er som regel gode til at tilpasse sig de tilbud, de møder på ferien. De indretter deres eget trygge rum i forældrenes nærhed, uanset hvilke rammer feriestedet byder på. Men det kan være svært, især for de mindreårige, at overskue det nye steds muligheder og eventuelle farer. Derfor kan det godt betale sig at investere lidt tid til at aftale nogle ”færdselsregler” i nærmiljøet sammen med børnene – så hurtigt som muligt efter ankomsten til feriestedet. Gå en kort tur sammen den første dag og hjælp hinanden med at udpege stedets kendetegn: Kiosken, legepladsen, fodboldpladsen, eventuelle fælles lokaler m.m. Og bemærk i hvilken afstand de steder ligger i forhold til familiens feriebolig/hotelværelse. Det kan være med til at hjælpe barnet til at orientere sig, så det bedre kan finde rundt, undgår at fare vild og at føler sig utryg. Derudover vil det være naturligt for de fleste børnefamilier at lave aftaler om at mødes til hovedmåltider og små mellemmåltider i løbet af dagen.

Ferie med fly

Fly kan være et godt alternativ til bilen, specielt mens børnene er helt små og har svært ved at sidde stille i længere tid. Man kan dog sagtens tage børnene med på drømmerejsen til østen med fly, da fordelen ved fly er, at man hurtigt når destinationen, og at den lange køretur undgås. Samtidigt er det også blevet billigere med årene at flyve, og børn under 2 år er som regel gratis hvis de sidder på mor eller fars skød. Gode råd til flyveturen: • Pak en taske med legetøj og bøger, så børnene ikke keder sig.  • En lille pose med overraskelser uden sukker er god hvis maden i flyet ikke bliver spist. • Husk en skiftetaske med bleer og skiftetøj, vådservietter og evt. babymad – også skiftetøj til den voksne hvis uheldet er ude.

Bilferie

Frihed til at stoppe op og evt. overnatte spontant, er en af de største fordele ved kør-selv-ferie. Familien kan selv sammensætte ferien, herunder rejserute samt udflugter undervejs og fra rejsemålet. Bilferie kan enten være en fantastisk oplevelse eller udgøre enhver forældres mareridt. Nogle holder meget af at køre i bil, og mange børn sover nemt under store dele af køreturen, imens andre børn bliver utålmodige bare ved synet at autostolen.

Når en bilferie planlægges, er det en god idé at overveje børnenes alder, og om det er realistisk med bilferie – og hvor langt. Tal med barnet inden afrejse om, hvad man kan få tiden i bilen til gå med, og planlæg det med barnet hjemmefra. Det forbereder barnet til turen. Husk at holde jævnlige pauser undervejs og planlæg realistiske strækninger. Det kan være en rigtig god idé at planlægge indlogering til natten hjemmefra. Det kan være svært at booke undervejs, specielt i højsæsonen. Ved at booke hjemmefra sikrer man sig, at familien ikke presses til at køre en ekstra time eller to.

Gode råd til bilferien:

• Husk at udstyre din bil med gode dæk.

• Kontroller bilen inden afrejse, så du har det korrekte dæktryk (skal tilpasses til pakning), gode vinduesviskere og nok sprinklervæske i bilen

• Sørg for at være udhvilet, før rejsen påbegyndes

• Lyt til trafikradioen, før du tager af sted

• Pak ekstra tøj og sko, gerne også et stort tæppe

• Husk også vand og noget at spise

• Pak også startkabler, værktøj, stik og advarselstrekant